Dansk Folkeparti vælger ny formand i nordjysk lokalkreds
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
- Da Morten Messerschmidt blev formand, fik jeg lyst til at blive medlem af Dansk Folkeparti igen, siger den nye lokalformand.
Det kriseramte Dansk Folkeparti har nu igen en aktiv bestyrelse og formand i Thisted.
Dansk Folkeparti har i en periode ligget i dvale i Thisted, men nu er det slut. På en ekstraordinær generalforsamling i sidste uge blev 61-årige Jens Peter Kusk valgt som ny formand i Thisted-kredsen.
Jens Peter Kusk, som har sin egen entreprenør- og kloakmestervirksomhed, har tidligere været næstformand for partiet i Thisted. I 2016 forlod han partiet, og var i stedet medlem af Nye Borgerlige i fem år, indtil Morten Messerschmidt blev ny partiformand.
- Da Morten Messerschmidt blev formand, fik jeg lyst til at blive medlem af Dansk Folkeparti igen. Jeg mener, Morten er utroligt dygtig, og vi har brug for politikere som ham, der kan lidt ud over det sædvanlige, siger Jens Peter Kusk.
Mere synlige
Dansk Folkeparti oplevede i løbet af sommeren en stor flugt fra partiet, hvor flere prominente navne i Thisted-kredsen forlod partiet. Det skal der rettes op på.
- Vi skal være meget mere synlige. Da jeg var med i bestyrelsen i Thisted for år tilbage, holdt vi grundlovsmøde, sommerfest, tog på virksomhedsbesøg og så videre. Den slags skal vi igen have gang i. Medlemmerne skal have noget for deres kontingent, siger Jens Peter Kusk.
Samtidig med valget af den nye lokalformand blev Mads Borregaard valgt til bestyrelsen.