Den nye Jonas Vingegaard kan gå tabt: Færre unge starter til cykling
Danmark er blandt verdens førende cykelnationer. Den ene store præstation bliver efterfulgt af den anden, men det kan givetvis være for en stakket frist. Færre unge melder sig nemlig ind i en cykelklub.
Jonas Vingegaard er på alles læber i cykelsporten for tiden. Nordjyden er for alvor trådt ind på den store cykelscene.
Hurtige pedaltråd op ad de store mytiske bjerge i Pyrenæerne, en ukuelig fightervilje og ikke mindst fuld koncentration i knap tre uger har gjort, at Jumbo-Visma-rytteren ligger nummer to i verdens største cykelløb, Tour de France. Lige siden løbets start i franske Brest, har den 24-årige rytter imponeret alt og alle.
Smitter ikke af på medlemstal
Samme succes oplever de imidlertid ikke i Thy Cykle Ring, hvor Vingegaard fik sin cykelopdragelse, og det samme er tilfældet for mange andre klubber. Selvom den nordjyske bjergged i øjeblikket kører over al forventning på de franske tinder, så går det på landsplan ned ad bakke for antallet af landevejscykelryttere under 18 år.
- Det ser ikke alt for godt ud. Vi har ikke så mange ungdomsryttere. Vi har mest ældre ryttere eller motionister, siger Hanne Lauritsen, der er formand for NBC Frederikshavn Cykelklub
Derfor kan den næste Jonas Vingegaard måske gå tabt.
- Der kunne lige så godt komme en god cykelrytter fra Frederikshavn en eller anden dag, men vi ved det ikke, for vi opdager dem ikke, siger hun.
I år er der ellers rekordmange danskere til start i Tour de France. Hele 11 ryttere er med. Trods det svinder antallet af unge ryttere ind.
De danske cykelklubber havde for få år siden 1100 ungdomsryttere, men i dag er tallet blot 700. Ifølge Danmarks Cykle Union er det dog stort fokus på at få ungdomsrytterne ind i folden.
- Det er en udvikling, som vi arbejder med at vende, lige såvel som vi har gjort det i mountainbike. Her har vi tredoblet antallet af medlemmer. Hvis ikke vi har det fokus (at øge medlemstallene, red), så vil vi ikke kunne vise vores talentmasse frem på sigt og dermed også producere elite-ryttere, siger Henrik Jess Jensen, der er formand for Danmarks Cykle Union (DCU).
- Vi har ikke gjort nok
I Frederikshavn har de lige nu én rytter på 23 år som den yngste, mens de i flere år slet ikke har haft en ungdomsafdeling, og det får dem nu til at kigge ind ad.
Har I gjort det godt nok?
- Nej, vi har ikke gjort noget de sidste mange år. Når der endelig er kommet nogen, har vi sagt: 'pænt goddag' og fortalt dem, at de er velkommen til at cykle med os.
Men nu skal der ifølge Hanne Lauritzen gøres noget, så den næste Jonas Vingegaard ikke bliver overset.
Til august tages første skridt, når Danmarks Cykle Union og Tour de France sammen afholder BørneTour, hvor tour-stemningen blandt andet kommer til Frederikshavn.
- Det er sådan en start. Det er for helt små børn, så det er ikke sikkert, at vi får en ny ungdomsrytter der, men det er et langt og sejt træk, siger formanden for NBC Frederikshavn Cykelklub.
Den 14. august kommer BørneTour til Frederikshavn og den 28. august til Aalborg.