Casper Stainfath holder fat i VM-drømmen
Foto: John Carter
SUP-surferne måtte kæmpe med meterhøje bølger fra orkanen Florence ved World Tour-stævnet i New York.
Meterhøje bølge fra orkanen Florence gjorde det svært for SUP-mester Casper Steinfath til tævne i New York. VM-guldet er stadig indenfor rækkevidde.
Den danske verdensmester i Stand Up Paddle surfing, Casper Steinfath, skulle bruge alle tricks i bogen for at holde fast i toppen af verdensranglisten ved World Tour-stævne i New York,
Sejladsområdet var præget af resterne af orkanen Florence, og det betød svært forhold med meterhøje bølger, lyn og torden i horisonten. Sprint-distancen sejles normalt under roligere forhold, men for nordjyden var det dårlige vejr var ikke en kæmpe ulempe.
Padlesurferen Casper Steinfath fra Klitmøller kæmpede sig tirsdag aften dansk tid til andenpladsen i den prestigefyldte sprintfinale under World Touren i New York i et voldsomt uvejr, der mindede om Vesterhavet på en ruskende efterårsdag.
- Det var jo nærmest som en god dag i Thy, griner Casper Steinfath.
- Det var et vanvittigt race, og jeg er virkelig glad for min andenplads i dag efter den meget skuffende ottendeplads på langdistancen i lørdags. Det er fedt at komme igen efter sådan en dukkert, fortæller han fra New York.
Lyn og torden truede i det fjerne, regnen stod i ned i stænger, og bølgerne var meterhøje på Long Beach, så selv verdens bedste padlesurfere havde svært ved at holde balancen.
Konkurrencen var tæt på at blive aflyst på grund af det voldsomme vejr, men arrangørerne valgte til sidst at rykke starten frem i et forsøg på at slippe for den truende torden og storm.
Kaotisk fra start til slut
Det lykkedes, men alligevel var finalen på den 300 meter lange sprintbane med tre bøjevendinger undervejs kaotisk fra start til slut.
- Bølgerne var helt vilde, og alle i feltet var bange for at blive skyllet af brættet. Jeg havde ingen forventning om en topplacering - det handlede om at blive på brættet og navigere i kaos, fortæller Casper Steinfath.
Men den fire-dobbelte verdensmester er vant til det hårde vejr fra træningen i Vesterhavet, og det gav bonus, da han på vej ud gennem bølgerne fandt et hestehul, som skød ham ud mod første bøje. Han blev også belønnet for at vælge et mindre bræt, som var lettere at manøvrere med i de høje bølger.
Til sidst kunne han dog ikke følge med Connor Baxter fra Hawaii, der var ene om at finde en bølge på det sidste stykke ind mod land.
Beholder sin samlede tredjeplads
Resultatet betyder, at Casper Steinfath holder sin tredjeplads i den samlede stilling med tre World Tour-afdelinger tilbage med meget få point, der skiller nummer et og nummer fire.
- Jeg er godt tilfreds, selvom jeg ikke ligger nummer et, som egentlig var mit mål her i New York. Jeg skal blive skarpere i den afgørende del af sprinten og blive bedre til at hænge på de bedste på den lange distance, siger Casper Steinfath, der som sprinter har det svært, når ruten bliver lang.
Næste store konkurrence bliver titelforsvaret i Redbull Heavy Water ud for San Franciscos kyst. Sidste år vandt han i de fem til syv meter høje bølger.