Bliv klogere på øl: Thisted Bryghus vil være center for bryggekultur
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
Det nye bryghus på 500 kvadratmeter blev i dag officielt indviet på Thisted Bryghus. Samtidig blev planerne for Bryggekulturens Hus afsløret.
Bryggeriets gamle maltbygning og bryghus skal omdannes til nationalt center med oplevelser om dansk bryggekultur, hvis der findes penge til projektet.
Thisted Bryghus indviede i eftermiddag et nyt 550 kvadratmeter stort bryghus. Men udover indvielsen af det nye bryghus blev sløret også løftet for helt nye planer for bryghuset.
Administrerende direktør Niels Hald fra Bryggeriforeningen kunne afsløre, at bryggeriet skal være hjemsted for Bryggekulturens Hus, som skal have til huse i Thisted Bryghus' gamle, høje maltbygning og bryghus, som i forbindelse med indvielsen af det nye højteknologiske bryghus er blevet ledigt til andre formål.
Man kan prøve at brygge sin egen øl. Man kan lære om bryggekulturen i Danmark i form af udstillinger og aktiviteter.
Niels Hald, administrerende direktør, Bryggeriforeningen
Bryggekulturens Hus skal være et nationalt center for viden, oplevelser og inspiration om dansk bryggekultur - dens historie, råvarer og forarbejdning. Huset skal rumme formidlingsaktiviteter, laboratorium, kursuslokaler, gastrokøkken og meget mere.
- Tanken er, at det bliver et hus, hvor man også kan komme og se, hvordan et professionelt bryggeri fungerer. Man kan prøve at brygge sin egen øl. Man kan lære om bryggekulturen i Danmark i form af udstillinger og aktiviteter. Man kan smage på råvarerne og det færdige produkt, og man kan spise mad til, for koblingen mellem mad og bryg er en del af dansk kultur. Frikadeller smager nu en gang bedst sammen med en kølig øl, siger Niels Hald.
Går i gang med at finde penge til projektet
Det gamle 1900 kvadratmeter store bryggeri fordelt på fem plan, stammer helt tilbage fra 1899 og emmer allerede af historiefortællingen om øl i Thy.
Thisted Bryghus har doneret den historiske bygning til en kommende erhvervsdrivende fond, som, det er planen, skal stå for opførelsen og driften af Bryggekulturens Hus.
- Nu går vi i gang med at finde finansieringen til Bryggekulturens Hus, og jeg håber at kunne stå her igen om et par år for at indvie det nye hus, siger Niels Hald.
Det er samtidigt kæmpestort for Thy, at vi er enige om, at den rigtige placering er i de gamle historiske bygninger midt i Thisted by.
Aage Svenningsen, direktør, Thisted Bryghus
Thisted Bryghus har de seneste par år gået med ideer til, hvad den gamle bryggeribygning skulle bruges til.
- Vi er utroligt stolte over og glade for, at Bryggeriforeningen og dens medlemmer kan se ideen i at lave et hus for Bryggekulturen i Danmark. Det er samtidigt kæmpestort for Thy, at vi er enige om, at den rigtige placering er i de gamle historiske bygninger midt i Thisted by, siger direktør Aage Svenningsen, Thisted Bryghus, og han venter sig meget af det nye hus.
Planer om indvielse i 2022
- Huset henvender sig jo til alt fra studerende, fastboende over turister til ølentusiaster og fagfolk, der nu får et sted, hvor man blive klogere på øl, øllets muligheder og samtidigt få en oplevelse, men også en legeplads, hvor ølentusiaster og bryggere kan eksperimentere, siger Aage Svenningsen.
Han tør endnu ikke spå om, hvornår det nye hus står klart.
- Nu skal vi have afsøgt mulighederne for finansiering af det nye hus, ligesom vi skal have Thisted Kommune og andre vigtige aktører med om bord, og det går vi i gang med straks i det nye år, fortæller Aage Svenningsen.
Hvis alt går efter planen, vil det nye Bryggekulturens Hus være klar til indvielse i 2022.