Analyse om endnu en DF-exit: Når krybben er tom
Det er påfaldende, at kun meget få af de nordjyske DF-medlemmer har meldt sig ind i andre partier, påpeger TV2 Nords politiske analytiker.
Det er nærliggende at tænke på mundheldet om, at når krybben er tom, bides hestene, når man ser på situationen i Dansk Folkeparti i Nordjylland i disse uger.
Andre vil snarere tænke på en anden talemåde - om en synkende skude og rotter.
De DF-medlemmer, der de seneste uger har meldt sig ud, tilhører for manges vedkommende de virkeligt tunge og mangeårige DF’ere. Når Tommy Degn, formand i Rebild og mangeårigt byrådsmedlem, synes, at nok er nok, er krisen meget mere end en krusning.
Han har kæmpet for partiet under Pia Kjærsgaard og Thulesen Dahl - men nu vil han ikke mere.
De DF-medlemmer, der de seneste uger har meldt sig ud, tilhører for manges vedkommende de virkeligt tunge og mangeårige DF’ere.
Søren Wormslev, politisk analytiker, TV2 Nord
For ham og for bestyrelsen i Thisted var dråben, der fik bægeret til at flyde over, kritikken af, at den forhenværende partiformand ikke var på Christiansborg på aftenen efter folkeafstemningen 1. juni. Det samme gælder angiveligt for de bestyrelsesmedlemmer i Thisted, der nu går samme vej.
Heller ikke partiets rådmand i Aalborg kunne mere se sig selv i projektet.
Det er påfaldende, at kun meget få af de frafaldne nordjyske DF’ere er gået andre steder hen - i hvert fald her og nu. En enkelt byråds-suppleant i Frederikshavn, der har meldt sig ud, har skiftet parti og tilsluttet sig Nye Borgerlige, men de fleste andre venter og ser tiden an.
Venter de på, hvad Inger Støjberg og måske eks-formand Thulesen Dahl ender med at gøre?