Over 100 frivillige er med til at skabe Nordjyllands største sommerfest
Foto: Lars Horn
Vivi Markbjerg fra Hals er en af de over 100 frivillige, der hjælper til under The Tall Ship Races i Aalborg.
I år besøger The Tall Ships Races Esbjerg, Harlingen i Holland og Antwerpen i Belgien, inden de slutter i Aalborg, hvor 100 frivillige står klar.
- Jeg glæder mig helt vildt. Jeg er blevet grebet af det, og hjælper hvor jeg kan.
Sådan lyder det fra en begejstret Halsboer, Vivi Markbjerg, som er en af de over 100 frivillige, der hjælper til under The Tall Ships Races i Aalborg.
Fra onsdag og ugen ud hjælper hun besætningerne ombord med alt fra aktiviteter til lægebesøg, når de kommer til byen.
- Jeg har valgt at være frivillig igen i år, da det er megasjovt, og jeg møder en masse fantastiske mennesker, siger hun.
Skibene skaber socialt samvær
Det er tredje gang, at Vivi Markbjerg har meldt sig som frivillig under The Tall Ships Races i Aalborg. Første gang var i 2015, hvor hun gennem sine børn, som var søspejdere i Hals, hørte om muligheden for at være frivillig.
- Jeg anede intet om, hvad der skulle ske, men det endte med at være megasjovt. Mit første skib var det polske skoleskib Dar Mlodziezy, hvor vi mødtes med kaptajnen hver morgen til morgenbriefing, kaffe og en lille én dertil, mindes Vivi Markbjerg. Derefter blev hun grebet af det frivillige arbejde.
Der bliver i lang tid efter arrangementet talt om de oplevelser, vi får
Frank Horsøe, formand, Ulvene MC
I år skal Vivi Markbjerg være såkaldt forbindelsesofficier på et af skibene, og det indebærer opgaver som at informere skibets besætning om aktiviteter i byen, deltage i Crew Parade, og hjælpe til, hvis nogle bliver syge eller skal til tandlægen.
- Jeg keder mig aldrig. Jeg møder gamle både kendinge og får en masse nye venner, fortæller Vivi Markbjerg.
SE TALL SHIPS RACES PÅ TV2 NORD
TV2 Nord sender live fra Tall Ships Races i Aalborg
- Torsdag 4. august
- Fredag 5. august
- Lørdag 6. august
Vi sender alle dage live fra havnen i Aalborg efter nyhedsudsendelsen klokken 19.30.
Lørdag sender TV2 Nord også live fra det spektakulære fyrværkerishow, der afslutter årets Tall Ships Races. Det kan ses klokken 23.15.
Du kan se med alle dagene på TV2 Nord Salto og tv2nord.dk.
Ulvene MC passer på scenerne
De frivillige ved Tall Ships Races kommer også fra flere forskellige klubber og foreninger, der tjener penge til klubkassen ved at hjælpe til ved det store event.
Nørresundby Forenede Boldklubber sætter for eksempel hegn op og ned, mens medlemmer af motorcykelklubben Ulvene MC hjælper til som scenevagter.
Frank Horsøe, som er formand for Ulvene MC fortæller, at han ikke har haft svært ved at få frivilligvagterne dækket ind - tværtimod stiller de med et hold reservevagter på seks mand.
- Det er en god og anderledes måde, vi medlemmer af klubben af sammen på, og så er det en god mulighed for at tjene lidt penge til klubkassen og holde kontingentet nede, fortæller Frank Horsøe.
Han oplever, ligesom Vivi Markbjerg, at frivilligarbejdet ved Tall Ships Races udvikler sociale relationer.
- Nogle finder en god klubkammerat at tage vagten med, andre tager konen eller manden med, og i løbet af natten bliver der drukket kaffe, spist rundstykker og snakket om alt mellem himmel og jord, siger han og fortsætter:
- Det er hyggeligt at være med til, og vi får styrket sammenholdet i klubben. Vi er gode til at være en motorcykelklub, men vi vokser en lille smule hver gang, vi løfter en ny udfordring som denne.
Det er sjette gang, at Aalborg er vært for The Tall Ship Races, og byen forventer omkring 750.000 besøgende under arrangementet i år.