Supersygehus endnu engang i knæ: - Man føler, man er slået hjem i ludo
Det går ikke godt for supersygehuset i Aalborg, der endnu engang oplever problemer oplever med byggeriet. Det ærgrer regionsrådsformanden.
- Det her er en rigtig træls sag. Vi har virkelig haft udfordringer med byggeriet, og nu kommer der desværre igen nye udfordringer.
Sådan lyder det fra Regionsrådsformand i Region Nordjylland, Mads Duedahl (V), efter der endnu engang er opstået problemer med byggeriet af det nye supersygehus i Aalborg.
- Det, der er rigtig ærgerligt ved den her sag, er, at vi faktisk er lykkedes med rigtig mange ting. Der har været stor fremdrift i vores byggeri, og så kommer der sådan en problemstilling med fugt i facaden, der faktisk er mellem fire og fem år gammel.
Byggeriet med supersygehuset er i forvejen blevet udskudt flere gange og har oversteget budgettet med mere end 1,37 milliarder kroner, nu skal der altså hostes op med endnu flere penge, for at løse det seneste problem. Det gør ondt på Regionsrådsformanden.
- Man føler ærlig talt, man er slået hjem i ludo, og skal til at starte forfra, siger Mads Duedahl.
Utætheder i vandrør
Regionen har nu fået lavet en rapport, der viser, at vandet kommer ind forskellige steder i bygningen. Men hvordan problemet løses, får de ikke svar på endnu.
Det kommer dog til at få stor betydning for tidsplanen og økonomien omkring byggeriet, alt efter hvad der skal gøres.
Det eneste, de kan konstatere indtil videre, er, at det er mange kilometer vandrør, som har utætheder, og at der er en facade, hvor der trækker fugt ind.
Mads Duedahl forklarer, at det er problematikker, der er opstået, før han tiltrådte som regionsrådsformand, og som der nu skal findes løsninger på.
- Der er kun en ting at gøre. Det er at finde ud af, hvad der er op og ned, og så komme frem. Det er også klart, at vi har jo ikke bestilt et sygehus med dårlige vægge, hvor der trækker vand igennem, så der kan også blive et retsligt efterspil. Vi skal finde ud af, hvem der har ansvaret for hvad og har vidst hvad, og så må vi komme videre, siger Mads Duedahl.
Vi har styr på det
Mads Duedahl er dog klar over, at der nok har været udfordringer gennem hele processen, da man har begivet sig ud på en uvant rejse med så stort et projekt.
- Budgetteringen har nok ikke været tilstrækkelig. En af de andre ting, der er sket, er at man har undervurderet, hvor komplekst det er at bygge et supersygehus. Tidligere i Nordjylland har man måske bygget til fire-fem millioner kroner, nu bygger man et til 5 milliarder kroner, og det er jo en helt anden verden, siger Mads Duedahl.
Men på trods af tidligere erfaringer og læringer afviser regionsrådsformanden ikke, at der senere i processen kan opstå nye problemer med det sygehusbyggeriet. Han er dog sikker på, at det nok også skal løse sig.
- Det vigtige for mig er, at vi har et setup, så når vi har udfordringer, så kan vi få lavet de rigtige rapporter, et overblik og kan komme videre, siger han og fortsætter:
- Tidligere havde man ikke styr på udfordringerne ved supersygehusene. Det har vi nu i Aalborg. Vi har styr på det. Vi ved, hvor det kommer fra, og vi kan handle på det.