Ulla Astman: Det ser ud til, at vi bliver snydt - igen!
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Regionsrådsformand Ulla Astman er utilfreds med, at der ikke kommer flere arbejdspladser til Nordjylland.
Regionsrådsformanden er ikke tilfreds med fordelingen af de statslige arbejdspladser, der skal udflyttes. - Vi bliver snydt, siger hun.
Få timer før regeringen offentliggør de specifikke tal for, hvor de knap 4000 statslige arbejdspladser, der skal væk fra hovedstaden og ud i landet, skal placeres, reagerer regionsrådsformand Ulla Astman.
- Ud fra det, vi ved nu her inden offentliggørelsen, ser det ud til, at vi bliver snydt. Igen, siger hun.
- Det ser ud til, at vi bliver snydt. Igen.
Ulla Astman, regionsrådsformand Region Nordjylland
Der er foreløbigt kommet tal frem, der viser, at Nordjylland kun får ca 400 af de i alt 4.000 statslige arbejdspladser, som skal flyttes.
- Hverken sidste gang eller denne her gang ser det ud til, at vi får den balance, som hele udflytningen skulle skabe. Jeg håber, at mange flere arbejdspladser bliver placeret i yderområderne, der skriger på befolkningstilvækst.
Det ved vi om fordelingen af de 4000 statslige arbejdspladser - ifølge dr.dk
- Midtjylland: 1.082.
- Syddanmark: 1.015.
- Sjælland: 931.
- Nordjylland: 399.
- Hovedstaden (herunder Bornholm): 103.
Hun henviser til, at det i den nordjyske region kun er i Rebild og Aalborg kommune, at der kommer nye folk til. I de øvrige kommuner falder befolkningstallet år for år.
- Med al respekt for f.eks. Region Midtjylland, så kan man ikke ligefrem sige, at der mangler arbejdspladser i for eksempel Aarhus og på østkysten, mener hun.
Ny uddannelse i Hobro
Sammen med udflytningen af de statslige arbejdspladser kommer også oprettelsen af af 10 såkaldte uddannelsesstationer. Det er ikke egentlige uddannelser, men sattelitter under allerede eksisterende uddannelser.
Stationerne skal udbyde uddannelser, som arbejdsmarkedet efterspørger i det konkrete område, og ideen er, at de lokale unge på denne måde kan tage langt størstedelen af deres uddannelse lokalt, hvilket man håber vil betyde, at de efterfølgende bliver boende og arbejder i deres lokalområde.
Ifølge DR drejer det sig samlet set om mellem 500 og 1000 uddannelsespladser. Følgende byer får uddannelsesstationer:
Rønne.
Hobro.
Holstebro.
Skjern.
Hedensted.
Fredericia.
Svendborg.
Kalundborg.
Nykøbing Falster.
Helsingør.
Regionsrådsformanden er tilfreds med, at der kommer flere studiepladser i Hobro.
- Der er tale om cirka 20 studerende på uddannelsen for eksport og teknologi på UCN, fortæller Ulla Astman, der er bestyrelsesformand for netop UCN i Hobro.
Hun er dog på vagt for, om der følger penge med. For uddannelsesinstitutionen skal ligesom sygehusene spare to procent hvert år på budgettet.
- Jeg håber, det bliver bæredygtigt, for der er naturligvis ekstraomkostninger ved at skulle uddanne flere. Sammen med oprettelsen af uddannelsen skal der følge en sund økonomi med, så vi kan fastholde og udbygge undervisningskompetencerne, siger hun.
Reelt er det kun 1800 jobs
Regeringen præsenterer alle udflytningsplanerne, som man nu kalder indflytningsplaner klokken 13 i dag.
Og selvom 4.000 nye arbejdspladser udenfor hovedstaden lyder af mange, er de fleste allerede placeret. Omkring 1.600 af de 4.024 job er allerede annoncerede job i det nye stattevæsen (de syv nye styrelser). Størstedelen af disse er nye job.
Herudover kommer omkring 500-600 nye stillinger i Forsvaret.
Sidstnævnte er en foruddiskontering af regeringen, da de regner med, at det bliver konsekvensen af det nye forsvarsforlig. Den præcise placering af disse job er derfor også ukendte.
Det fremgår ikke for nuværende, om nogle af disse arbejdspladser i Forsvaret skal placeres i Nordjylland.