Se hvilke arbejdspladser, der flytter til Region Nordjylland
Nordjylland får knap 400 nye statslige arbejdspladser i den statslige udflytning.
Her kan du se antallet af nye statslige arbejdspladser i Nordjylland, og hvor de placeres.
I Aalborg etableres 153 nye arbejdspladser ifm. det nye hovedkvarter for Motorstyrelsen, der får til opgave at følge udviklingen på motorområdet tæt og sikre, at kontrollen er tilstrækkeligt robust. Desuden flyttes 3 arbejdspladser fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets koncernfælles funktion vedrørende udbud til Geodatastyrelsen i Aalborg.
I Hjørring løser Statens Administration i dag en betydelig del af statens løn- og regnskabsopgaver, mens også Forsvarsministeriets Regnskabstjeneste er placeret i byen. Med afsæt i kommende analyser af muligheden for, at Statens Administration bl.a. håndterer nye opgaver for eksisterende kunder eller tilsvarende opgaver for flere myndigheder end i dag, vil der blive tilført yderligere arbejdspladser til byen. Det endelige antal årsværk vil skulle afklares i forbindelse med analyserne, men der forventes at være tale om i størrelsesordenen 75 årsværk, herunder fra Justitsministeriets område. Herudover overdrages 20 arbejdspladser fra Moderniseringsstyrelsen til Statens Administration vedrørende 1. linje support på systemerne Navision
Stat, IndFak, RejsUd, SLS, SP, HR-løn, Campus, brugeradministration, den fællesstatslige HR-løsning og budgetsystemet. Arbejdspladserne omhandler endvidere opgaver vedrørende rejseadministration, interne serviceopgaver for Statens dministration, administration af bevilling til nationale eksperter, dele af Finansministeriets personaleadministration samt den samlede interne regnskabsfunktion i Finansministeriet. Den generelle styrkelse af skatteforvaltningen indebærer derudover 17 nye arbejdspladser til Skattestyrelsen i Hjørring.
I Thisted etableres 51 nye arbejdspladser som en del af den nye Gældsstyrelse under Skatteministeriet.
I Frederikshavn placeres Lønmodtagernes Garantifond i ATP’s regionale center i byen. Fonden administreres af ATP og ledes af arbejdsmarkedets parter. Derudover placeres ATP’s tekniske og administrative drift af den nye Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler ligeledes ifm. ATP’s regionale Center i byen. Regeringen vil skabe grundlag for at flytte Miljømærkesekretariatet, der varetages af Miljømærkning Danmark, til Løgstør.
I Hobro etableres en uddannelsesstation for professionsbacheloruddannelsen i eksport og
teknologi, der baseres på UCN i Aalborg.
I Region Nordjylland placeres desuden følgende statslige arbejdspladser:
Brovst: Sekretariatet for Frivilligrådet og Det Centrale Handicapråd (11 arbejdspladser)
Brønderslev: Dele af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (4 arbejdspladser)