Festivalfråds: Vi er alt, alt for rige
Foto: TV2 Nord
Vi er nogle svin, mener Stationsforstanderen. For eksempel var oprydning en by i Rusland, da Nibe Festival var overstået og gæsterne forlod campingområdet.
Mennesket nedstammer fra aberne, lærer vi i skolen. Men ikke så sjældent opstår den tanke i mit hoved, at det er et helt andet pattedyr, der er er vores genetiske stamfar: Grisen. Eller ligefrem: Svinet.
For ærlig talt er det af og til flovt at se, hvordan vi opfører os. I den forgangne weekend var der eksempelvis Nibe Festival. Og mens selve festivalen blev afviklet flot og ordentligt af arrangørerne, var det beskæmmende at opleve hvordan teltpladsen så ud, da gæsterne var rejst hjem. Det lignede en bombenedslag i en campingplads.
En ting er, at der ligger en masse regulært affald. Det er ulækkert, men så heller ikke mere. Endnu værre er det, at de ting, der blev efterladt, ofte repræsenterer en pæn værdi. Soveposer, telte, liggeunderlag, tøj, luftmadrasser. Alle mulige genstande, som folk andre steder skal arbejde i halve og hele dage for at få råd til. Dem smider vi bare fra os. Det er ligegyldigt, ødselt, respektløst og på alle måder utiltalende.
En sådan omgang med ressourcerne kan vi ikke være bekendt. Det kan godt være, man får slemme tømmermænd af at være på festival. Det kan godt være, sådan et telt kun koster et par hundrede kroner. Og det kan godt være, der er et helt år til næste gang. Men hvis vi er så rige, at vi ikke engang gider bukke os ned for at hive pløkkerne op efter vores eget telt, så er vi ikke bare rige. Så er vi rigere end vi har fortjent at være.