Gastronomi: Frække fristelser med dillervafler
Foto: Daniel Mikkelsen
Var det noget med en dillervaffel? De fås med forskelligt fyld og topping efter eget valg.
Ikke langt fra søerne i det indre København finder vi Lily & Bob, hvor du kan få en vaffel formet som enten en diller eller en tissekone.
Da fotografen Daniel og jeg fik at vide, at vi skulle på tur og smage diller- og tissekonevafler, var vi først i tvivl, om det var en joke.
Sommer i Danmark
TV2-regionerne har denne sommer valgt at sende en journalist og en fotograf på besøg i hinandens landsdele for at finde inspiration til de gode oplevelser i det danske sommerland, hvor mange nok særligt i år holder ferie.
I denne artikel er det holdet fra TV2 Nord, som er på besøg i hovedstadsområdet hos TV 2 Lorry.
Men den er altså god nok, og for dælen de vafler er altså lækre, mens der samtidig gemmer sig hele to gode grunde til, at de er formet som kønsdele.
Ejer af Lily & Bob, Oday Darwish, fortæller os, at de håber at vaflerne kan hjælpe til at flere får et mere naturligt og afslappet forhold til deres kønsorganer.
- Det er vigtigt, at børn og unge ikke tror at det er et tabu, de skal tænke, at det er ligesom at du har øjne, ben eller arme, forklarer Oday Darwish.
Vaflen, der ligner det kvindelige kønsorgan, hedder Lily, og penisvaflen hedder en Bob. Navnene Lily og Bob er pseudonymer for to af Oday Darwish bekendte, der uden at kende hinanden på forhånd var på Tinder-date under coronapandemien. De gik en tur ved søerne i København, og selvfølgelig endte snakken på John Dillermand. Sådan opstod ideen til vaflerne, og Lily og Bob er faktisk flyttet sammen i dag, og de kommer nogle gange forbi og får en gratis vaffel.
Lily & Bob
Lily & Bob ligger på Frederiksborggade 31 i Indre By i København.
Der er åbent alle ugens dage fra klokken 14-19.
En vaffel koster i underkanten af 50 kroner inklusiv topping og fyld.
Det er en lidt underlig fornemmelse at sætte tænderne i en chokoladeovertrukket penis, men samtidig er det virkelig sjovt fundet på, så der kan ikke undgås at være masser af smil på læben, lige fra at man får øje på butikken fra gaden, mens man bestiller for til sidst at smage på sukkerbomben med den alternative form. Fotografen Daniel startede med en dillervaffel med fyld af Nutella, og den smagte virkelig godt, mens jeg tog en tissekone med vaniljeis, der ligeledes var fremragende. Der er flest kunder, som vælger en dillervaffel, og derfor skal det selvfølgelig også være dillere, som vi uddeler. Vi smider fem dillere ud af seks mulige for denne skønne omgang forkælelse af smagsløgen.