Nordjyllands Politi sender flere patruljer på vejene i Aalborg Øst
Foto: Flemming Christensen / TV MIDTVEST (Arkivfoto)
Nordjyllands Politi øger patruljeringen i Aalborg Øst i kølvandet på søndagens skudepisode, hvor en 23-årig mand blev såret af skud i benet.
Der kommer til at være flere patruljer på vejene i Aalborg Øst i den kommende tid. Nordjyllands Politi fortæller torsdag i en pressemeddelelse, at patruljeringen øges, efter at en skudepisode i søndags udspillede sig i Aalborg-bydelen.
- Det er helt normal procedure, at politiet øger både sin uniformerede og civile patruljering i området. For det første handler det for politiet om at skabe tryghed for borgerne i det østlige Aalborg. Og derfor skruer vi op for patruljetrykket, så borgerne kan se, at vi er til stede, og at vi tager den slags meget alvorligt, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov fra Nordjyllands Politi.
En 23-årig mand blev såret af skud i benet i forbindelse med søndagens skudepisode. Tre mænd på 23, 23 og 27 år har været anholdt i sagen, men de blev alle løsladt mandag eftermiddag. Politiet opretholder dog stadig sigtelserne mod dem.
Politiet arbejder ud fra en teori om, at søndagens skyderi skete som følge af et internt opgør i et kriminelt miljø. Derfor maner Anders Uhrskov også borgerne i Aalborg Øst til ro, selvom de formentlig kommer til at se mere politi på vejene i den kommende tid.
- Borgerne kan fortsætte deres dagligdag fuldstændig som hidtil, siger vicepolitiinspektøren.
Nordjyllands Politi efterforsker fortsat søndagens skudepisode og forsøger at afdække hændelsesforløbet og motivet til skyderiet.