Diana hørte skyderi og så mand blive kørt ned: Jeg er dybt rystet
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Diana Hansen var påvirket efter episoden.
Diana Hansen var inde og handle i Kiwi i Aalborg Øst, da hun pludselig hørte skud. To personer er såret og tre mænd er anholdt i sagen.
Det skulle egentlig bare have været en fredelig tur i Kiwi for Diana Hansen. Men da hun stod ved hylderne i supermarkedet, hørte hun pludselig skud. Hun løb straks ud på parkeringspladsen for at komme væk – og her så hun en person blive kørt ned.
- Der gik jeg i chok, siger Diana Hansen.
Kort efter var politiet massivt til stede ved supermarkedet på Saltumvej.
- Det hele skete rimelig hurtigt, siger hun.
Mandag morgen oplyser Nordjyllands Politi, at tre mænd er anholdt i sagen. Blandt dem er en person, som er blevet skudt i benet, samt den person, som Diana Hansen så blive påkørt.
- Det har været en grim og ubehagelig oplevelse. Man bliver utryg ved at være i området, siger Diana Hansen.