Protestbevægelse mod skifergas på vej
Foto: TV2/Nord
En protestbevægelse mod skifergas er på vej efter at det franske energiselskab Total er gået i gang med forberedelserne til en prøveboring ved Dybvad i Frederikshavn Kommune. Det oplyser DR Nordjylland.
Lokalgrupper er dannet flere steder i Nordjylland og i København, og der er lavet en hjemmeside og næste skridt er at lave en egentlig protestforening, fortæller en af skifergasmodstanderne Jytte Cramer fra Hjallerup.
- Det er fordi, vi har lige fundet ud af, at vi kan protestere over afgørelsen om prøveboring. At lokale foreninger med miljøet som hovedformål har den mulighed, siger hun.
Efter et møde hos Jytte Cramer i Hjallerup i starten af oktober er der oprettet lokalgrupper i blandt andet Hjallerup, Frederikshavn, Hjørring-Brønderslev, Aalborg og København.
Men en formel organisering giver nogle fordele i forhold til en anarkistisk opbygget protestgruppe, siger hun.
- Vi bliver et talerør, så for eksempel vi kan blive hørt i Miljøklagenævnet. Så har vi en demokratisk ret til at klage i stedet for at skulle protestere over noget, siger Jytte Cramer.
Planerne om at stifte en forening er endnu så nye, at der ikke er sat dato på, hvornår det sker.
Skifergasmodstanderne optrapper i øvrigt deres aktiviteter. Således blev der samlet protestunderskrifter ind i Hjallerup i lørdags og i aften holder den lokale Aalborg-gruppe møde i Studenterhuset på Gammeltorv.