Minister om skifergasdebat: Vigtigt, at vi bliver klogere
Spørgsmålet er om politikerne på Christiansborg igen vil tillade nye boringer efter gas i Danmark - og altså også her i Nordjylland.
Den omdiskuterede skifergasproblematik var onsdag omdrejningspunktet ved en høring på Christiansborg.
Skal skifergas spille en rolle i Danmarks fremtidige energiforsyning? Det spørgsmål blev behandlet i Landstingssalen på Christiansborg onsdag og både politikere og nordjyder, der havde energiselskabet Totals prøveboring i Dybvad inde på livet var mødt op. Fordele og ulemper ved at udvinde skifergas blev præsenteret med det formål at klæde vores beslutningstagere på, til at afgøre skifergassens fremtid.
- Nu er vi igang med en evaluering af prøveboringen, der har været i Nordjylland, og inden vi tager stilling til, om vi igen skal kigge efter skifergas, er det vigtigt, at vi bliver klogere, siger Energi-, Forsynings- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt (Venstre), der åbnede dagens høring på Christiansborg.
I salen sad flere nordjyske politikere, men også Anne Marie Kristensen, der var nabo til prøveboringen i Dybvad hvor Total indtil sommeren 2015 undersøgte undergrunden fra skifergas.
- Det er på høje tid (med en høring red.), men jeg ville gerne have haft den allerede inden man startede prøveboringen. Så kunne man være kommet frem til, hvordan det kunne være behandlet forsvarligt, for det synes jeg ikke, det har været.
Folketinget gav i 2010 tilladelse til at udenlandske energiselskaber kunne lave prøveboringer efter skifergas i Danmark, men TV2 Nord kunne i 2015 afsløre, at det skete uden viden om, hvad de gav tilladelse til. Tilladelsen blev nemlig givet, som var det en helt almindelig olieboring til havs.
Den proces er der siden blevet stillet mange spørgsmålstegn ved, og når Bjarne Laustsen, der er nordjysk folketingsmedlem for Socialdemokratiet, retter voldsom kritik mod både proces og vejledning i forbindelse med sagsbehandlingen.
Hvis de risici, der er forbundet med det, overstiger det, man kan få ud af det, siger det sig selv, at vi skal lade være med at gøre det
Bjarne Laustsen (Soc.dem.), Folketingsmedlem
- Den var yderst mangelfuld. Den var slet ikke til stede, og derfor er var det totalt uansvarligt at give den tilladelse til prøveboring når befolkningen og politikerne ikke anede noget som helst om, hvad der skulle ske, siger han og bakkes op af Alternativets Torsten Gejl.
- Det kan undre at politikerne ikke engang vidste, at der var tale om skifergasboringer. Det virker fuldstændig absurd, siger han.
Skifergas er meget omstridt, og det er især den måde man udvinder gassen på, der er under beskydning. Metoden kaldes fracking, og indebærer at man dybt under joden sprænger skiferlagene med forskellige kemikalier, så gassen frigøres. Metoden er mistænkt for at kunne forurene grundvandet og skabe sætninger i undergrundet og i Holland har sådanne sætninger medført store ødelæggelser i form af små jordskælv.
- Hvis de risici, der er forbundet med det, overstiger det, man kan få ud af det, siger det sig selv, at vi skal lade være med at gøre det, siger Bjarne Laustsen.
Energiselskabet Total havde tilladelse til at etablere prøveboringer i Nordjylland og Nordsjælland, men det var kun i Nordjylland, der blev etableret en boreplads. Den er dog for længst fjernet igen, fordi der ikke var skifergas nok i undergrunden til, at det ville være rentabelt at fortsætte. Siden har selskabet også afleveret deres boretilladelse tilbage.
Derfor er spørgsmålet nu, om Folketinget vil tillade nye prøveboringer i fremtiden.
- Der er aktuelt ingen planer om boringer efter skifergas og der ligger ingen konkrete ansøgninger. Og inden vi overhovedet begiver os ind i en ny proces, er det afgørende, at vi bliver klogere og får evalueret de boringer, der har været, gentager Lars Christians Lilleholt.