Royal Run i mål: Se billederne
Foto: Lars Horn
Flere end 9.000 nordjyder havde snøret løbeskoene mandag for at deltage i Royal Run.
Det var en nordjysk folkefest af de helt store, der begyndte i Aalborg midtby mandag morgen med Kronprins Frederik og Royal Run.
Tusindvis af mennesker var mødt op for at ønske Kronprinsen tillykke med fødselsdagen, og løbe en tur sammen med ham.
- Godmorgen Aalborg. Sikke en dag, som er linet op til os alle sammen i dag. Det tyder på nogle stabile temperaturer og ikke for meget modvind, sagde Kronprinsen fra scenen.
Nordjyderne kunne vælge mellem to løbedistancer, nemlig den legendariske "One mile" eller 10 kilometer.
Kronprinsen løb 1,6 kilometer i Aalborg, hvorefter han tog videre mod Aarhus og anden etape af Royal Run.
10 kilometer, der trak tænder ud
En af de nordjyder, der valgte at løbe 10 kilometer, var Jesper Thomsen fra Gistrup. Distancen trak tænder ud for ham, og ved 6-kilometermærket fangede TV2 Nords reporter ham.
Nogle af løberne tog Royal Run dybt bogstaveligt.
Kronprinsen løb med børnene til stor glæde for alle i feltet.
Lilli løb sammen med sin familie. Faktisk var de tre generationer, der alle var trukket i løbetøjet i dag. Lilli gennemførte One mile, men det var ikke uden udfordringer.
Det var også en tilfreds Kronprins, der efter cirka 1,6 kilometers løb, kunne krydse den første af fem målstreger i løbet i dag.
- Det er dejligt at se så mange glade mennesker. Det er jo en form for drøm, der er ved at udfolde sig. At der så er 70.000, der stiller til start, det er jo bare dejligt, fortalte Kronprinsen, lige da han havde krydset målstregen.
I alt deltog 9.151 i Royal Run i Aalborg, ligesom tusindvis af tilskuere var mødt op for at heppe og hylde Kronprins Frederik.