Kronprinsen overrasker nordjyske skoleelever
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Kronprinsen sammen med løbeglade elever fra Skansevej Skole.
37 elever fra 4.-6. klasse fra Skansevejen Skole i Nørresundby fik sig en overraskelse, da de trænede til Royal Run 21. maj i Aalborg. Helt uventet for eleverne dukkede Hans Kongelig Højhed Kronprins Frederik op for at overvære træningen.
Eleverne trippede for at komme i gang med dagens løbetræning i Skanseparken med en gruppe RUNNERS, der er løbsambassadører for Royal Run - løbet, der fejrer Kronprinsens 50 års fødselsdag den 21. maj 2018 da de - pludselig fik uventet besøg.
- Fryser I? Så skal I til at bevæge jer, lød det fra Kronprinsen til børnene, da han overraskede dem i Skanseparken.
Royal Run finder sted i de fem største byer i landet, og særligt i Aalborg vil der blive sat fokus på børn og bevægelse. Derfor var gruppen af RUNNERS taget til Skansevejens Skole for at løbe med børnene og hjælpe dem i gang med løbetræningen.
- Jeg synes, det er mega-vildt, at Kronprinsen kommer. Det var en overraskelse. Det var meget mærkeligt, at han kiggede på os, mens vi trænede. Sejt og mærkeligt, siger Ingrid Krogh fra 5. klasse på Skansevejen skole.
Hun skal sammen med 36 andre elever fra mellemtrinet på Skansevejen Skole løbe Royal Run i Aalborg 21. maj sammen med Kronprinsen.
Royal Run arrangeres af Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund i regi af Bevæg dig for livet, der er Danmarks største idrætsvision og støttes af Nordea-fonden og TrygFonden.
Skoleleder Susanne Klessen havde set frem til, at Kronprinsen dukkede op
- Det var en kanon oplevelse og en stor overraskelse for børnene. Der er helt sikkert 37 børn, der glæder sig særligt meget til Royal Run. Jeg tror, at løbet får en helt ny betydning for dem nu, siger hun.
Kronprinsens overraskelse var også sat i værk for at opfordre alle børnene til at komme med til Royal Run. Det, at starte de gode motionsvaner tidligt i livet, er nemlig en sag, som Kronprinsen prioriterer højt.
Når starten går til Royal Run i Aalborg, så løber Kronprinsen 1,6 kilometer sammen med børnene i Aalborg.
- Jeg ved ikke, hvor hurtigt han løber, men jeg tænker, at jeg vil løbe fra ham, siger Ellen Lindberg Lassen fra 5. klasse på Skansevejen Skole.
Med Kronprinsen som ivrig iagttager trænede eleverne i Skanseparken, så formen er i top om 2 måneder.
- Nu skal I huske at træne lidt af det, som I har lært i dag, lød opfordringen fra Kronprinsen, inden han forlod Nørresundby for at køre videre til endnu en træning.