Vejret indbyder til havearbejde og grillmad - men pas på!
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Solen skinner, og det er vejr til at få bugt med ukrudtet.
Danske Beredskaber opfordrer til forsigtighed i det tørre vejr.
Et sommerhus i Horne var lørdag morgen i brand. Årsagen var en ukrudtsbrænder, og netop det er ikke så usædvanligt, når vejret er tørt.
Heldigvis var skaderne minimale efter dagens brand, men Danske Beredskaber opfordrer alligevel til, at være opmærksom.
- Det er en god idé, at man tænker sig godt om, hvis man skal have åben ild i naturen, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef hos Danske Beredskaber, til Ritzau.
Og det er ikke bare ukrudtsbrænderen, der kan give farlige situationer, for med solskin og stigende temperaturen stiger også danskernes lyst til grillmad, og både grillen, trangiaen og cigaretter kan give problemer i en tør natur.
Det er ikke bare brandfaren, der er et problem. Uforsvarlig omgang med ild kan efter beredskabsloven straffes med bøde. Ved dagens sommerhusbrand sigtede Nordjyllands Politi derfor ejeren efter beredskabsloven.
Hjælp på vej
Den seneste tid har nedbøren været minimal og temperaturene har i Nordjylland sneget sig op over 20 grader, derfor er jorden tør.
Heldigvis har der ikke været flere naturbrande end normalt på landsplan, oplyser Bjarne Nigaard til Ritzau.
Den tørre jord kan da også være en stakket frist, for TV 2 Vejret melder, at skybrudssæsonen snart rammer Danmark.