To ud af fem sygeplejersker vil gerne tilbage: - Så skal vi gøre alt
To ud af fem sygeplejersker vil gerne vende tilbage til faget, hvis de rette vilkår er til stede. Det viser den nye undersøgelse "Sygeplejersker uden for sundhedsvæsenet" som Danmarks Statistik har lavet for Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner.
- Så skal vi gøre alt for, at de rette vilkår er til stede, så vi får de sygeplejersker tilbage, siger Christina Windau Hay Lund, der er nordjysk kredsforkvinde i Dansk Sygeplejeråd.
Undersøgelsen er lavet for at belyse, hvorfor sygeplejersker forlader sundhedsvæsenet, og hvad der kan få dem til at vende tilbage.
De tre forhold, som har størst betydning for, om de adspurgte ville vende tilbage til sundhedsvæsenet, er:
1) en mere rimelig arbejdsmængde i forhold til arbejdstiden (79 procent.)
2) bedre mulighed for at kontrollere arbejdssituationen (74 procent.)
3) en højere løn (70 procent).
Det oplyser Danske Regioner i en pressemeddelelse.
Ifølge Christina Windau Hay Lund er "de rette vilkår" ikke kun væsentlige for at få de tidligere kollegaer tilbage til sundhedsvæsenet.
- Hvis ikke vi arbejder på det her, så er der i stedet endnu flere, der vil forlade faget. Ligesom at der vil være flere, som ikke vælger at tage uddannelsen i første omgang. Og så har vi et kæmpe problem, fortæller hun til TV2 Nord.
Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse med 3834 besvarelser blandt uddannede sygeplejersker, der ikke længere arbejder inden for sundhedsvæsenet.
Lørdag aften meldte statsminister, Mette Frederiksen (S), ud, at regeringen vil give en lønstigning i størrelsesordenen på omkring 2500 om måneden før skat til fire faggrupper - heriblandt sygeplejersker.