Tja-tjing! Så dyrt er det at ignorere dit coronapas
Husk at fremvise gyldigt coronapas - ellers kan det blive dyrt. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Særligt for store virksomheder er bøden stor, hvis de ikke efterlever myndighedernes regler.
Du risikerer en stor bøde, hvis du vælger at ignorere kravet om at fremvise coronapas, når du skal til frisør og andre liberale serviceerhverv fra tirsdag 6. april.
Det oplyser Justitsministeriet til Politiken, skriver tv2.dk.
Hr. og fru Jensen kan få en 'hilsen' fra politiet på 2.500 kroner, hvis de undlader at forlade et etablissement efter at være blevet bortvist på grund af manglende coronapas.
Dyrere bliver det dog for virksomheder, der bliver taget i ikke at efterleve reglerne. Ifølge Politiken koster det 3.000 kroner for små erhvervsdrivende.
Har man en mellemstor virksomhed, vil bøden ligge på 6000 kroner, og bøden vil være 12.000 kroner for store virksomheder.
Sådan får du et coronapas
- Med et gyldigt coronapas vil du på sigt kunne få adgang til caféer, restauranter og kulturtilbud. Du skal også bruge passet, hvis du fx skal til frisøren eller ud at rejse.
- Hvis du er færdigvaccineret, har haft corona eller er testet negativ indenfor 72 timer med enten PCR- eller lyntest (antigen-test), kan du få et corona-pas. Du har flere forskellige muligheder for at få et coronapas.
- På www.sundhed.dk kan du logge ind med dit NemID og hente forskellige Coronapas.
- På nuværende tidspunkt kan du hente coronapas for COVID-19 test, hvis du er testet negativ med en PCR-test, og svaret ikke er ældre end syv dage. Det pas kan også hentes for børn.
- Du kan også hente et coronapas for COVID-19 vaccination, hvis du har gennemført hele dit vaccinationsforløb. Det pas kan ikke hentes for personer under 15 år.
- Fra slutningen af marts vil appen ”MinSundhed” fungere som coronapas. Med udgangen af maj forventer regeringen at lancere en mere avanceret og brugervenlig app til coronapasset.
- Du kan downloade appen ”MinSundhed”, hvis du har en smartphone. Du finder den der, hvor du plejer at downloade apps.
- Du skal logge ind med NemID.
Kilde: Ældresagen / Sundhedsstyrelsen