Sociolog advarer: Talentforløb gør de andre elever til tabere
Regeringens planer om talentforløb for de dygtigste elever, risikerer at opdele de unge i A- og B-hold, mener sociolog.
Når de bliver sat op på en piedestal og bliver udråbt som vinderne, så vil de andre automatisk blive taberne, for vi kan jo ikke alle sammen stå oppe på sejsskammelen.
Anders Petersen, sociolog, Aalborg Universitet
Målet er at fastholde de dygtigste studerende i Danmark, så de ikke vælger at rejse til udlandet.
Derfor ønsker Regeringen at bruge 190 millioner kroner over de næste fire år på at oprette talentforløb for de skarpeste unge. De to procent dygtigste studerende på tværs af alle videregående uddannelser skal have tilbudt det særlige forløb – det svarer til omkring 5.000 unge.
Men Regeringens planer kan risikere at give bagslag, advarer lektor i sociologi ved Aalborg Universitet Anders Petersen.
Ifølge ham kan talentforløbet skabe en uhensigtsmæssig opdeling i et A- og B-hold.
- Man efterlader en del af de andre ude på perronen og gør dem til ’tabere’, for de har ikke muligheden for at gøre som dem, vi skal se op til. For når de bliver sat op på en piedestal og bliver udråbt som vinderne, så vil de andre automatisk blive taberne, for vi kan jo ikke alle sammen stå oppe på sejsskammelen, siger Anders Petersen.
Han understreger, at det naturligvis vil være et stort plus for de dygtige unge at få den ekstra støtte, og at ordningen sagtens kan kaste noget positivt af sig.
Men han mener samtidig, det er vigtigt at gøre opmærksom på den slagside, talentforløbene kan få.
- Så snart man begynder at pakke noget ind i talent- og eliteprogrammer, så gør man opmærksom på, at nogle er bedre end andre og allokerer ressourcer dertil, som fratager ressourcer fra de andre. Så vi skal være opmærksomme på, at det efterlader nogle i en grøft, hvor de ikke kan følge med de andre, forklarer sociologen.
Så snart man begynder at pakke noget ind i talent- og eliteprogrammer, så gør man opmærksom på, at nogle er bedre end andre og allokerer ressourcer dertil, som fratager ressourcer fra de andre.
Anders Petersen, sociolog, Aalborg Universitet
Han mener, at Danmark i forvejen er et præstationssamfund, hvor det er nødvendigt at være på og hele tiden stræbe mod at blive en bedre version af sig selv, hvis man skal leve op til samfundsidealerne. Og med nye stræberprogrammer for de dygtigste, vil det blot betyde endnu flere præstationer.
- Så i en forvejen tilspidset situation, hvor præstationssamfundet buldrer derudaf, så det er ekstra brænde på dét bål, så det blusser endnu mere op. Det kan der være negative konsekvenser forbundet med, siger Anders Petersen.