Seniorsporten er hårdt ramt efter coronanedlukninger
Foto: Julie Schou Nielsen, TV2 Nord
Kirstine Langagergaard er sportschef hos Aalborg SeniorSport. Hun håber, der snart kommer flere medlemmer til seniorsporten i det nordjyske.
Aalborg SeniorSport er klar til gammelt liv i splinternye lokaler, men de er udfordrede på medlemstallet.
- Velkommen til Skipperens Idrætshus. Kom indenfor, lyder det fra Kirstine Langagergaard, der er sportschef hos Aalborg SeniorSport.
Kirstine Langagergaard håber, at der snart kommer gang i tilmeldingerne fra de modne idrætsudøvere igen, men lige nu ser det sløjt ud. Det har faktisk set sløjt ud lige fra opstarten på denne side af coronanedlukningerne.
- Vi glæder os til, at der forhåbentligt kommer rigtig mange seniorer og skal dyrke motion i vores nye sal, siger Kirstine Langagergaard.
Men det bliver i første omgang med færre medlemmer end før corona.
Idrætsforeningen har nemlig mistet knap en fjerdedel af sine medlemmer.
- Det var et chok, det var det helt sikkert, siger Kirstine Langagergaard om, da det gik op for hende, hvor mange, der rent faktisk er stoppet.
Overraskelsen og frustrationen finder man ikke kun hos hende og Aalborg SeniorSport.
DGI: - Det er meget bekymrende
I 2020 mistede nordjyske idrætsforeninger omkring 11.000 medlemmer
- De seneste år op til 2020 oplevede vi en generel stigning. Så vi har været vant til, at det tal bare steg og steg. Men de mange års stigninger forsvandt på ét år. Det er meget bekymrende, og det tager vi meget seriøst, udtaler Peter Otto Yde Thomsen, der er formand for DGI Nordjylland.
Kirstine Langagergaard har selv stiftet Aalborg SeniorSport for 26 år siden, og hun er bekymret for fremtidsudsigterne, hvis medlemmerne ikke kommer tilbage snart.
- For en forening med helt nye lokaler kan et medlemsfald ramme hårdt. Og hvor mange medlemmer skal vi skaffe, fordi der er ekstra udgifter i et nyt hus, siger Kristine Langagergaard.
En ting er økonomien, noget andet er de menneskelige konsekvenser.
- Jeg er egentlig mest bekymret for de mennesker der ikke får lov at komme ind i fællesskaber, og de mennesker der ikke kommer ind og får nogle sunde vaner og en idrætsoplevelse, siger Peter Otto Yde Thomsen.
Peter Otto Yde Thomsen tror på, at der skal kæmpes for at få medlemmerne tilbage.
- Jeg tror, at man skal lave en plan og markedsføre sig ekstra.
Og det er da også lige præcis, hvad Aalborg SeniorSport vil gøre.
- En forening, der ikke udvikler sig, den afvikler, siger Kirstine Langagergaard.
Så på fredag er der march gennem Aalborg.
Her deles der blade ud til alle. Det skal få endnu mere liv i de nye lokaler.
- Vi har mistet 400 medlemmer, men vi har absolut ikke mistet modet, siger Kristine Langagergaard, sportschef hos Aalborg SeniorSport.
Ekspert: Alternativ motion kan være løsningen
Ifølge Karin Schultz, der er sundheds- og idrætskonsulent hos Ældre Sagen, så er det en alvorlig sag for de ældre, at der har været lukket for deres muligheder for at dyrke idræt.
- Der kan være flere ting, der afgør, hvorfor de ældre ikke er vendt tilbage, men en af dem kan være, at de ikke har fysikken efter så lang en pause til for eksempel at spille badminton, siger Karin Schultz.
En simpel gang stolegymnastik kan være en løsning, mener Karin Schultz.
- Det er en idrætsform, der er undervurderet, og folk griner af det, men det kan få de ældre i en fysisk form, så de kan komme tilbage til den sport, de gerne vil dyrke.
I sidste ende handler det også om, at de ældre risikerer at blive ensomme.
- Det er vigtigt også socialt for de ældre, at komme i idrætsforeningen, siger Karin Schultz.