Sebastian skal cykle fra Fjerritslev til København: Turen skal øge børnenes selvværd
29. juni sender Team Ønskeland 27 børn og 20 frivillige trænere afsted mod København - på cykel. Projektet skal give børnene et bedre selvværd.
- Det er ikke hårdt endnu.
Sådan lød det fra Jeppe, Marcus, Mathias og Sebastian efter 10 kilometer med fuld fart og højt humør på cyklen.
Regnen lurede lige om hjørnet, og vinden var hård og kold, men det fik langt fra smilene til at blegne, denne onsdag formiddag, hvor den stod på 20 kilometers cykeltræning for Aabybro-holdet i Team Ønskeland.
- De får glæde, selvtillid og bedre selvværd.
Anette Enevoldsen, projektleder, Team Ønskeland
Turen gik fra Aabybro til Pandrup - og tilbage igen.
- Det er fedt, og man kan få nogle fede oplevelser, når man har chancen, siger Sebastian Nicklas Kjelds, som er en af de 27 børn, der i år deltager på Team Ønskeland.
Projektet øger selvtilliden
Team Ønskeland er et cykelprojekt for børn i alderen 11-13 år. Projektet består af en række træninger og camps, hvor der er fokus på fællesskab og venskaber. Og det ultimative mål, som børnene er i fuld gang med at træne op til, finder sted den 29. juni, hvor børnene og 20 frivillige trænere sætter kursen mod København. En tur, der vil tage fire dage.
- De får glæde, selvtillid og bedre selvværd. Samtidig knytter de nogle venskaber på kryds og tværs, og vi kan se, at projektet hjælper dem utrolig meget, siger Anette Enevoldsen, der er projektleder for Team Ønskeland.
I år deltager 27 børn fra Jammerbugt, som er blevet indstillet til projeketet af deres lærer eller kontaktperson.
Vi vil gerne, at børnene finder ud af, at her er noget, de er gode til.
Anette Enevoldsen, projektleder, Team Ønskeland
- Det kan være børn, der sidder for meget foran computeren eller mangler venskaber. De kan have nogle ting med i baggagen, som gør, at de har brug for et fællesskab, siger Anette Enevoldsen.
Normalt bliver der ikke talt om børnenes udfordringer i Team Ønskeland.
- Her handler det om fællesskab og om at øge børnenes selvværd, og derfor er det ikke vigtigt, hvorfor man er her, siger Anette Enevoldsen.
Børnene får succes-følelse
Der var fart over feltet til dagens træning, som er en af mange inden den ultimative tur mod hovedstaden. Det er en tur, hvor grænser bliver overskredet og hvor alle får succes, ifølge Anette Enevoldsen.
- Vi vil gerne, at børnene finder ud af, at her er noget, de er gode til - og så håber vi, at de kan få det med over i en anden sammenhæng, siger hun.
Børnene træner to gange om ugen og cykler hver gang mellem 20 og 40 kilometer. Det er femte gang, at Team Ønskeland sender en gruppe børn fra Nordjylland til København - på cykel.