Røde Kors efterlyser varmt tøj til vinteren - Vi kommer til at skuffe mange
Engang var lagrene hos Røde Kors fyldte - nu er der mangel på tøj. Foto: Ernst Van Norde / Ritzau Scanpix
Skyhøje energipriser og buldrende inflation presser så mange danskere familier, at Røde Kors snart ikke har mere varmt tøj og sko at give.
De 250 Røde Kors-butikker landet over beder nu danskerne donere deres brugte vintertøj og -sko, inden den kolde sæson for alvor får fat i os.
Der mangler nemlig store mængder tøj for at have nok til at kunne hjælpe dem, der har brug for det.
- Lige nu ser det ud til, at vi kommer til at skuffe mange mennesker, som håber at kunne købe deres vintertøj brugt og på den måde spare på udgifterne. Vi har i det tidlige forår delt meget vintertøj ud i Ukraine, og har også uddelt vintertøj i Røde Kors-butikkerne til børn og voksne, som er flygtet til Danmark, siger chef for Røde Kors Genbrug, Tina Donnerborg.
Lige nu ser det ud til, at vi kommer til at skuffe mange mennesker, som håber at kunne købe deres vintertøj brugt og på den måde spare på udgifterne.
Tina Donnerborg, chef, Røde Kors Genbrug
Danskerne plejer være gode til at donere tøj til Røde Kors, men de stigende energipriser og den høje inflation presser langt flere familier end andre år.
- Flere kan mærke, at de skal spare, og dem, som var trængte i forvejen, er blevet mere trængte, siger Tina Donnerborg og peger på, at Røde Kors’ lagre stort set er i bund.