Regionsrådsformand i opråb til regeringen om PFAS-forureninger
- Vores klare holdning fra Danske Regioner er, at vi skal ud over stepperne, siger Regionsrådsformand, der også er formand for Danske Regioners Nationale Udvalg for Miljø og Klima.
Torsdag den 12. januar kunne Naturstyrelsen offentliggøre, at man havde fundet for høje PFAS-værdier i 60 ud af 67 prøver. Og særligt Region Nordjylland er hårdt ramt.
- Der er ikke nogen tvivl om, at sagen om PFAS er dybt foruroligende, og det bliver værre hver måned. Det kommer ind med havskummet fra vest, det kommer ned med regnvandet, og det er desværre i vores grundvand. Der er masser af udfordringer, fortæller Mads Duedahl (V), der er Regionssrådsformand og formand for Danske Regioners Nationale Udvalg for Miljø og Klima.
Vil have national handleplan
Philippe Grandjean, der er professor i miljømedicin, var ligeledes ude torsdag den 12. januar at sige, at det er et nationalt og internationalt problem, at Vesterhavet er forurenet, samtidig med at det kan have alvorlige helbredsmæssige konsekvenser.
Den holdning deler formanden for Danske Regioners Nationale Udvalg for Miljø og Klima, derfor kommer Danske Regioner med et fælles opråb til regeringen.
- Vores klare holdning fra Danske Regioner er, at vi skal ud over stepperne. Vi skal have en national handleplan, hvor ministeren for bordenden forpligter sig til at sætte ressourcer af til, at vi hurtigst muligt kan få lavet en kortlægning af, hvor stort problemet er, og hvor er det værst. Og at vi træffer beslutninger om, hvor vi skal sætte ind først, opfordrer Mads Duedahl og fortsætter.
Det har en negativ indvirkning på fostre, hvis moderen bliver udsat for PFAS under graviditeten
Mads Duedahl
- Og vigtigst af alt: At vi får en diskussion om ressourcer. For der er alt for få penge i dag til at løse problemematikken. Og det må jo være et spørgsmål om, hvor ambitiøs den siddende regering er. Jeg håber virkelig på, at de er meget ambitiøse, for det er et meget stort problem, understreger han.
Hør interviewet med Mads Duedahl herunder:
Bekymrende fremtid
Overlæge Marianne Tang Severinsen fra Aalborg Universitetshospital undersøger en mulig forbindelse mellem kræftsygdomme og PFAS i et nyt stort studie, og det er netop den slags, som Mads Duedahl mener, der skal forskes mere i.
- Som formand og som borger i Danmark er jeg bekymret for, hvad det her betyder - både for vores generation, men også for de kommende. Vi bliver nødt til at tage ansvar for fortidens synder. En af tingene er udfordringen med at rense op. Noget andet er, hvad det betyder for vores sundhed. Vi ved ærlig talt ikke særlig meget, konstaterer han og fortsætter.
- Der er formodning om, at det kan være kræftfremkaldende. Samtidig ved vi, det har en negativ indvirkning på fostre, hvis moderen bliver udsat for PFAS under graviditeten, så der er helt klart sundhedsskadelige indvirkninger. Vi ved bare ikke, hvor galt det er. Og det skal vi skynde os at have forsket i, fastslår han.
Vi skal have en national handleplan
Mads Duedahl
Derfor er en national handleplan også altafgørende for fremtiden og de kommende generationer, mener han.
- Man kan kun være overrasket over, at man ikke tidligere har sat ind overfor den enorme problemstilling. Det er i vores stegepander, vores regntøj, vores paraplyer. Det er sågar i vores tandtråd, konstaterer Mads Duedahl og fortsætter.
- Derfor har vi både brug for, at regeringen fortsætter det spor, de kører i nu, hvor de siger, at vi skal have et EU-forbud. Vi skal ikke have mere PFAS tilladt i Europa.
Lister til bekymrede grundejere
Efter Naturstyrelsen offentliggjorde, at man havde fundet for høje PFAS-værdier i 60 ud af 67 prøver, er flere borgere blevet bekymret for, om deres egen grund er en af de 1500, der er forurenet med PFAS, fortæller regionsrådsformanden.
- Vi har lavet en liste, som er med til at kortlægge, hvor der potentielt kunne være forureninger. Ikke nødvendigvis PFAS, men generelt forureninger. Det er jo klart, at folk bliver bekymrede for, om de er på den liste, så man har mulighed for at gå ind på tjekdingrund.dk, hvor alle kan gå ind og få vished. Man skriver sin adresse derinde, og så kan man se, om man er med på listen.
Man kan kun være overrasket over, at man ikke tidligere har sat ind overfor den enorme problemstilling
Mads Duedahl
Skulle man være på en af de grunde, som regionen har et ekstraordinært fokus på, så får man direkte besked - også hvis der skulle findes noget forurening. Bor der en til leje på grunden, så forventes det, at ejeren videregiver beskeden.
- Vi arbejder med nogle lister, hvor vi har nogle grunde klassificeret efter, om der er formodet mistanke om, at der kunne være noget, men der er også en række grunde, hvor der måske tidligere har været en fabrik af en karakter, der kunne have forurenet. Det er ikke nødvendigvis PFAS, men generel forurening. Og det er lange lister.