Region Nordjylland: Ændrede vilkår for ambulancekørsel skal sikre øget konkurrence
Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix
Region Nordjylland lægger op til øget konkurrence og dermed en billigere drift, når den gældende kontrakt med Falck sendes i udbud.
Når Region Nordjyllands kontrakt med Falck Danmark A/S udløber i 2022, bliver der ændret i betingelserne for ambulancekørsel og transport af liggende patienter for de aktører, der har tænkt sig at byde på opgaven.
Målet er både at øge konkurrencen, så regionen kan sikres en så lav pris som muligt - og at kunne tilpasse beredskabet efter de gældende behov.
Det skal blandt andet ske ved at opdele ambulanceberedskabet i fire geografiske områder, som hver især skal varetages af fire aktører - netop for at øge konkurrencen.
Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Fremover skal regionen selv disponere over og bestemme antallet ambulancer samt deres placeringer. Det giver regionen det samlede ansvar for responstiderne,
Ulla Astman, Regionrådsformand, Soc.dem.
- Vi har besluttet, at vi går væk fra vores nuværende model, der forsimplet går ud på, at leverandøren, altså lige nu Falck, selv har bestemt placeringen af baser og fastlagt antallet af ambulancer, men så til gengæld har forpligtet sig til at overholde nogle responstider fastlagt af regionen. Fremover skal regionen selv disponere over og bestemme antallet ambulancer samt deres placeringer. Det giver regionen det samlede ansvar for responstiderne, oplyser regionrådsformand Ulla Astman (Soc.dem.)
Dermed går Region Nordjylland væk fra den nuværende beredskabsmodel over til en såkaldt responstidsmodel.
Beslutningen om at ændre på ambulancedriften fra 2022 har været længe undervejs.
- Der er tale om et meget stort udbud, der strækker sig flere år frem. Det kræver, at vi tænker os godt om. Jeg er derfor glad for, at alle partier i Regionsrådet står bag beslutningen. Tiden er moden til, at vi øger konkurrencen og giver flere aktører mulighed for at byde ind på opgaven, og samtidig får vi også en række gode redskaber, der kan gøre ambulancekørslen endnu mere effektiv, siger formanden for regionens Akut- og Praksisudvalg Mogens Ove Madsen (Soc.dem.)
Udbudsmaterialet forventes at ligge klar i maj eller juni.