PLO-formand om problematisk transport af vacciner: - Vi har handlet på betryggende og fornuftig vis
Overskydende vacciner fra plejehjem fik læger til at tage doser med hjem til deres egen praksis. Transport af vaccinen kan medføre, at den bliver virkningsløs. Alligevel mener formand for Praktiserende Lægers Organisation ikke, at lægerne har handlet forkert.
Glæden var stor kort efter jul, da den første nordjyde fik en vaccine mod coronavirus.
Det var også en god nyhed, at man hurtigt fandt ud af, at hvert enkelt hætteglas indeholdt flere doser, end man havde regnet med, men samtidig gav det udfordringer.
Ifølge Praktiserende Lægers Organisation (PLO) var der lavet lister for, hvem der skulle have et stik, hvis der var vacciner i overskud. Trods disse lister var der imidlertid stadigvæk vacciner i overskud.
11 læger valgte derfor at transportere 86 vaccinedoser til deres egen praksis, hvor de blev givet til dem selv og deres personale. Det til trods for at vaccinen fra Pfizer risikerer at blive virkningsløs, hvis den transporteres efter at være blevet opblandet. Det vurderer Sundhedsstyrelsen.
PLO-formand ser ikke noget problem
Trods det mener Charlotte Lønskov Jensen, der er formand i PLO Nordjylland ikke, at lægerne har gjort noget forkert.
- Jeg synes, at vi har handlet på betryggende og fornuftig vis. Med den vaccineknaphed vi har, så synes jeg, at hver eneste vaccine tæller, siger hun.
Blot en enkelt praktiserende læge kontaktede i sin tid Region Nordjylland, da lægen stod med overskydende vacciner på et plejecenter, og i den forbindelse kontaktede regionen nogle paramedicinere, der så kunne blive vaccineret.
Regionen havde ønsket at andre praktiserende læger havde gjort det samme, for nu er der usikkerhed om virkningen af de transporterede doser.
- Vi er bekymret for, at vaccinerne er virkningsløse, derfor har vi rettet henvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed, siger Anne Bukh, koncerndirektør i Region Nordjylland.
Byrådsmedlem undrer sig
Regionrådsmedlem Erik Høgh Sørensen ser to problemstillinger i forløbet. Han undrer sig både over de praktiserende lægers transport af vacciner, men også over regionens rolle i forhold til at have vaccineparate borgere klar.
- Jeg kan betvivle, at lægerne bruger vaccinerne efter transport. Det er nemlig imod Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Men der burde have været en så lang kø af mennesker, der stod klar til at få vaccinerne, at det slet ikke blev aktuelt for lægerne at tage doserne med hjem.
Koncerndirektør Anne Bukh forstår kritikken og fastslår, at regionen har taget ved lære af forløbet.
- Det er rigtigt, at der ikke stod nok mennesker på de tilkaldelister i starten. Det er der lavet om på i dag med den viden, vi har fået.
Alle de personer, der har fået en af de transporterede vaccinedoser, har også fået deres andet stik.
- Det kommer ikke til at ske igen. Men vi var nødt til at handle, nu hvor vi stod med et overskud af vacciner. Det ville ikke nytte noget at smide dem væk, siger formand for PLO Charlotte Lønskov Jensen.