Overskud fra koncert går til kræftramte og uhelbredeligt syge
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Hospice Vendsyssel i Frederikshavn modtager her checken på 35.000 kroner.
Der er 35.000 kroner på vej til både Hospice Vendsyssel og Børneafdeling 303b på Aalborg Universitetshospital fra Ib Grønbech og Sussi og Leo.
Man kan sagtens kombinere en glad og festlig aften med et seriøst formål. Således var der i februar lagt op til fællessang, da publikum kunne skråle med på ”Beatles-Hår” og ”De Lange Underhylere” til dobbeltkoncert med Ib Grønbech og Sussi og Leo på Nordsøen Oceanarium.
Overskuddet fra koncerten går til Hospice Vendsyssel i Frederikshavn og Børneafdeling 303b på Aalborg Universitetshospital. Og det er ikke tilfældigt. Før jul mistede Ib Grønbech og Sussi og Leo deres gode ven gennem mange år, lydmand John Larsen, til kræft.
På trods af den triste baggrund var der lagt op til fest på Nordsøen Oceanarium.
- Det er helt i Johns ånd, at folk skal hygge sig og feste og have det rart. John ville være ked af det, hvis vi stod og vrælede, sagde Sussi Nielsen lige inden støttekoncerten.
I dag kunne Hospice Vendsyssel og Børneafdeling 303b så hver modtage en check på 35.000 kroner.
Se interviewet fra støttekoncerten her: