Over 10.000 borgere inviteret til tarmkræftscreening ved en fejl
Foto: Mick Knive Anderson (Arkivfoto)
Akut
På landsplan er 10.000 borgere over 75 år i sidste uge blevet inviteret til en tarmkræftscreening og har modtaget et prøvesæt med posten. Det er sket på grund af en IT-fejl. Borgerne vil nu modtage besked om fejlen, men har de indsendt prøven, så vil den blive undersøgt.
I løbet af uge 13 modtog lidt mere end 10.000 borgere over 75 år på landsplan i deres postkasse en invitation til at deltage i det nationale tarmkræftscreeningsprogram samt et prøvesæt til afføringsprøven. Men tarmkræftscreningsprogrammet er kun for borgere i alderen 50-74 år. Det er derfor en fejl, at de godt 10.000 borgere har modtaget en invitation med et prøvesæt. Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Det var en IT-fejl, der var skyld i de mange fejlleverancer, forklarer IT-direktør Klaus Larsen fra Region Nordjylland, der for alle regioner administrerer IT-systemet til det nationale tarmkræftscreeningsprogram.
- Det er beklageligt, at så mange borgere har modtaget en invitation på grund af en IT-fejl. Der er tale om en fejl ved en opdatering i det fællesregionale invitations- og administrationsmodul. Fejlen vil blive rettet hurtigst muligt i samarbejde med leverandøren af systemet, DXC. Vi vil som systemansvarlig region gennemgå de nuværende systemudviklingsprocesser sammen med leverandøren med henblik på at sikre kvaliteten, siger Klaus Larsen.
De modtagne prøver analyseres
I løbet af uge 14 vil de borgere, der ikke skulle have modtaget en invitation, modtage besked om fejlen, og at de ikke skal indsende afføringsprøve.
- Der vil givetvis være borgere, der allerede har indsendt afføringsprøven. De modtagne prøver vil vi selvfølgelig analysere, hvorefter borgeren vil modtage svar inden for 10 dage, siger Klaus Larsen.
Regionerne sætter nu udsendelse af yderligere invitationer på pause, indtil IT-fejlen er løst. Det forventes maksimalt at være et par uger, hvor der ikke udsendes nye invitationer.
Derudover vil eventuelle yderligere konsekvenser af IT-fejlen blive undersøgt.