Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Omstridt botilbud under skærpet tilsyn

Foto: Morten Pedholt / TV2 Nord

Flere gange over de seneste år har Socialtilsyn Nord ikke været tilfredse med det, der er foregået på Sødisbakke - det er de heller ikke denne gang.

På Sødisbakke i Mariager tager de sig af nogle af de mest sårbare borgere, men der har længe været problemer hos botilbuddet.

Ad flere omgange er Socialtilsyn Nord kommet på tilsyn hos Sødisbakke, og her har der været en kras kritik af stedet.

Botilbuddet er blandt andet kritiseret for, at de ikke i tilstrækkelig grad formår at forebygge vold og overgreb imellem beboerne, at beboere har svært ved at få hjælp om natten og at en beboer har sovet i et skur i et år.

Ved et besøg tidligere på efteråret, der netop er offentliggjort, skriver Socialtilsyn Nord, at Sødisbakkes afdelinger Kuben og Skovbo nu er under skærpet tilsyn.

I første omgang varslede tilsynet også fem påbud mod stedet, men som følge af den handleplan, Sødisbakke har udarbejdet, vurderer tilsynet, at påbuddene "er opfyldt i høringsperioden", og at de derfor er frafaldet.

Begrundelsen for skærpet tilsyn

"Vi konstaterer, at vi på nuværende tidspunkt, gennem de seneste fire år, har haft flere sanktionsprocesser med jer, hvor det gennemgående tema har været, at I ikke har formået at fastholde de tiltag og kvalitetsløft, som I har redegjort for, og tiltagene dermed ikke har haft den fornødne positive effekt. Vi er derfor i tvivl om, om I denne gang kan implementere og fastholde jeres plan."

"At problemstillingerne i forhold til jeres forebyggelse af vold og overgreb borgerne indbyrdes, har haft et omfang og karakter, at det har påvirket borgerne negativ og ikke sikret at alle borgere kan leve i et trygt miljø, hvor de ikke dagligt udsættes for voldsomme fysiske eller psykiske påvirkninger fra medborgere."

"Vi er opmærksomme på, at I har indsendt statistikker som afspejler nedadgående antal af hændelser med ’vold og overgreb’ borgerne indbyrdes. Det er dog vores vurdering, baseret på den historik vi gennem flere år har haft med jer, at det kan være vanskeligt for jer at sikre et solidt og vedvarende kvalitetsløft."

Kilde: Socialtilsyn Nord

Svært ved at fastholde tiltag

Der er dog fortsat udfordringer med forebyggelsen af vold og overgreb indbyrdes mellem borgerne på botilbuddet. Antallet af tilfælde med vold har været nedadgående, skriver tilsynet også, men om det kan fortsætte, er tilsynet mere i tvivl om - med tanke på den historik, Sødisbakke har med at sikre et vedvarende kvalitetsløft.

TV2 Nord har været i kontakt med Jesper Cetnie Rasmussen, der er områdechef for området med udviklingshandicap, og som indebærer Sødisbakke. Han anerkender, at der har været for mange udfordringer med beboere, der har været i voldelige konflikter.

- Det skal tilbuddet gøre bedre. Næste skridt er, at tilbuddet iværksætter handleplanen, som er lavet. Den skal selvfølgelig sikre, at der sker forbedringer, og det vil jeg og tilsynet følge.

- Handleplanen indebærer mange ting, men hovedpointen er, at det skal sikre bedre tryghed i borgernes eget hjem. Det gælder blandt andet om, at tilbuddet skal være bedre til at forhindre, at borgerne går ind til hinanden. Det skal blive bedre, og vi skal sikre os, der sker forbedringer, siger Jesper Cetnie Rasmussen.

- Det er trist

Tidligere har TV2 Nord talt med flere pårørende til beboere på Sødisbakke. Blandt andre Marianne Heilskov, hvis datter bor på Skovbo. Hun har tidligere fortalt, at hun er meget bekymret over de forhold, der er på stedet og specielt den personalegennemstrømning, der er.

Nu reagerer pårørenderådet på afdelingerne Kuben og Skovbo på det skærpede tilsyn.

- Pårørenderådet tænker, at det er trist, men at det er nødvendigt. Vi bakker naturligvis 100 procent op om skærpet tilsyn, og vi er bekymrede over, at vi ikke bliver informeret i tide, men skal høre derom ad andre veje. Desuden ville vi ønske, at ledelsen så ressourcer og kompetencer hos os pårørende, så vi sammen kunne gøre det rigtige, nemlig at kæmpe sammen for en bedre retssikkerhed til gavn for vores pårørende, skriver pårørenderådet til TV2 Nord.

Foto: Morten Pedholt / TV2 Nord

Der er også flere områder, hvor de er bekymrede for botilbuddet.

- Pårørenderådet er særligt bekymrede for personalegennemstrømningen de ansattes arbejdsmiljø samt beboersammensætningen. Hvor der på det seneste er udfordringer med magtanvendelsesreglerne, så det er nødvendigt at låse sig inde med sin pårørende. Nogle beboere er ”bange” for at forlade deres lejlighed, da andre beboere kommer ind, færdes og opholder sig i deres/andres lejlighed. Her er pårørenderådet bekymrede for krænkelser af både personale, beboere og os som pårørende.

Gratis konsulentbistand

Også i politisk regi reagerer Vibeke Gamst (K), formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Nordjylland, som Sødisbakke hører under.

- Jeg hæfter mig ved, at socialtilsynet vurderer, at påbuddene fra oktober er opfyldt og derfor frafalder. Det betyder, at handleplanerne for forbedring på påbudsområderne har den tilsigtede effekt. Det er jeg naturligvis glad for, fortæller formanden.

Hun tror nu på, at det snart kan blive bedre - og at skærpet tilsyn ikke er en dårlig ting.

- Jeg er ikke utryg ved, at Skovbo og Kuben på Sødisbakke nu er under skærpet tilsyn i en periode. Det giver en sikkerhed i forhold til at få rettet op der, hvor der er behov for det. Jeg håber og tror, at både medarbejdere og ledelse ser det som en hjælpende hånd. Vi er alle sammen interesserede i, at det er så godt som muligt for alle, fortæller hun og fortsætter:

- Vi har i regionen et vældigt godt samarbejde med socialtilsynet. Vi betragter tilsynets arbejde som en hjælp. Det er jo faktisk gratis konsulentbistand at have tilsynet med til at sikre, at regionens tilbud til borgerne lever op til standarder og krav.


'Han skyder knoppen af dig': Unge mænd dømt for at true og ydmyge 15-årig

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

'Det skulle ikke have udviklet sig, som det gjorde,' forklarede de dømte i retten.

To unge mænd på 16 og 18 år blev tirsdag idømt henholdsvis otte og syv måneders fængsel for at true og ydmyge en 15-årig dreng.

Det fortæller Anders Torp, som var anklager i sagen, der var for retten i Aalborg som en tilståelsessag.

De to unge mænd blev dømt for ulovlig tvang, fordi de ved at true den 15-årige med en softgun-pistol og en kniv tvang ham ned på knæ og fik ham til at kysse deres sko, hvorefter de fratog ham en mobiltelefon.

- De forklarede, at der havde været en uoverensstemmelse mellem dem og den 15-årige, som en af de dømte kendte i forvejen. De dømte havde aftalt, at de ville 'give ham en advarsel', som de formulerede det, fortæller anklager Anders Torp.

Eskalerede

I en retsmødebegæring fremgår det, at de to unge mænd blandt andet truede den 15-årige med udsagn som 'jeg fucking slice’er dig', 'han skyder knoppen af dig', 'skal jeg trykke på aftrækkeren lige nu og fucking skyde dit hoved af eller hvad?' og 'farvel, brormand', mens de førte softgun-pistolen ind i den 15-åriges mund.

- Det skulle ikke have udviklet sig, som det gjorde, men fordi de var påvirkede, eskalerede det til et omfang, det ikke skulle have haft, forklarede de dømte ifølge anklageren.

De to unge mænd modtog dommen, som altså lød på henholdsvis syv og otte måneders ubetinget fængsel.

Både den 16- og den 18-årige er tidligere straffet for personfarlig kriminalitet, oplyser anklageren.


Ulve løb rundt på villavej - lignende tilfælde kan ske i Nordjylland

Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

- Der er ikke noget farligt ved det, siger professor.

Ulvebestanden stiger, og flere steder i det nordjyske bliver der med jævne mellemrum spottet en ulv.

Selvom ulven af natur er sky overfor mennesker, så kan borgere i Nordjylland i fremtiden godt komme ud for at møde en ulv i deres egen baghave eller på villavejen. Sidtnævnte oplevede en borger på Engvej i Oksbøl i Varde Kommune for et par uger siden, da en ulv havde bevæget sig fra skoven og ind i midtbyen.

I Nordjylland lever der ifølge eksperter tre ulve. En enlig hanulv i Vendsyssel samt et ulvepar i Lille Vildmose. Desuden er der nogle ulve, som strejfer rundt, og som ikke holder til et fast sted.

Som det ser ud nu, lever ingen af ulvene i Nordjylland klods op ad befolkede områder, men ifølge Peter Sunde, der er professor ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, kan det godt blive tilfældet.

Professoren fortæller, at der som eksempel formentlig er grobund for, at der kunne leve et ulvepar i Rold Skov nær Skørping.

Blandt beboerne i Skørping er der dog delte meninger om, hvorvidt ulven er velkommen eller ej.

Foto: Michael Schmidt Thomsen

Se hele indslaget i bunden af artiklen.

- De kommer for tæt på menneskerne. Man ved aldrig, hvad de pludselig kan finde på, når de bliver mange, siger Jens Stubberup fra torvet i Skørping.

Hanna Skov Olsen er dog mere rolig.

- Jeg synes bare, at det er spændende, at vi har fået ulve i Danmark. Jeg ser ikke den enkelte ulv som nogen trussel. De er flokdyr, og jeg tror, at de er mere bange for os, end vi er for dem, siger hun.

Unger til sommer?

I øjeblikket er risikoen eller muligheden for at se en ulv i en by som Skørping minimal. Rold Skov kan ellers som bekendt være et potentielt hjemsted for ulven, og hvis der ovenikøbet er dyr i eller omkring Skørping, som ulven kan jage, så øges chancen betragteligt for at se rovdyret i et villakvarter, som det var tilfældet i Oksbøl.

- Overalt i Europa, hvor ulve lever, hvor der bor mennesker, kommer der ulve forbi bebyggelse, og også bymæssig bebyggelse en gang imellem. Det er uundgåeligt. Der er ikke noget farligt ved det, siger Peter Sunde og tilføjer:

- Ulve har jo ikke kort og GPS, og specielt hvis det er hvalpe, så kan de godt bevæge sig ind i et område, hvor de ikke har været før, fordi de vil undersøge det. Og så finder de typisk ud af, at; her er ikke noget at komme efter. Her er ikke særlig fedt. Der er ovenikøbet mennesker, og så smutter de igen.

Man estimerer, at der er 60-70 ulve i Danmark lige nu. Deriblandt otte ulvepar, så flere kan være på vej. Ifølge Peter Sunde kan parret, der bor i Lille Vildmose, meget vel få unger til sommer.

Støder man ind i en af ulvene, lyder rådet:

- Lad den være i fred. Helt på samme måde som du heller ikke skal forstyrre et rådyr eller et krondyr. Stå stille, nyd synet, og lad dyret passere, siger Peter Sunde.

I 2012 blev ulven for første gang set i Danmark i 200 år. Dyret har været i Tyskland siden år 2000. I den periode er der ikke nogen mennesker, der er blevet angrebet af en ulv.


Auktionsmester undrede sig over mængde af kontrolbesøg - nu giver minister forklaring

Foto: Niels Yuri Iltchenko Rasmussen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

'En effektiv kontrol er en forudsætning for at sikre, at der tages vare på vores fælles fiskeressourcer og havmiljø,' lyder det blandt andet.

Nærmest alle hverdage i 2024 var fiskerikontrollen på besøg på Hirtshals Fiskeauktion. Det var i hvert fald auktionsmester Finn Møllers oplevelse.

Hvilke forklaringer har I fået på de her mange besøg?

- Vi får som sådan ikke nogle forklaringer på, hvorfor besøgsantallet er så stort. Vi får måske en tilkendegivelse fra de her kontrollører om, at de er mødt på arbejde, og skal lave noget, sagde Finn Møller i begyndelsen af januar til TV2 Nord.

Fiskeristyrelsen oplyste i januar til TV2 Nord, at der i 2024 var foretaget 150 kontroller hos Hirtshals Fiskeauktion.

Fiskeriordfører stillede spørgsmål

Historien om de mange kontrolbesøg fik Konservatives fiskeriordfører Per Larsen, der er valgt i Nordjylland, til at stille en række spørgsmål til fiskeriminister Jacob Jensen (V).

Han spurgte blandt andet ministeren om, hvilken risikovurdering, der lå til grund for, at der blev foretaget så mange besøg uden anmærkninger, og om ministeren vil tage initiativ til at evaluere fiskerikontrollens indsats?

De spørgsmål har ministeren nu svaret på.

'Landbrugs- og Fiskeristyrelsen kan oplyse, at der i 2024 er registreret 148 kontrolbesøg på Hirtshals Fiskeauktions arealer, hvoraf de 73 vedrører Hirtshals Fiskeauktion, mens 75 kontrolbesøg vedrører enten fiskefartøjer eller opkøbere.'

'Af de 73 besøgsrapporter vedrørende Hirtshals Fiskeauktion er der konstateret tre forhold, herunder ét tilfælde, hvor et større parti fisk blev kasseret, fordi partiet var uegnet til menneskeføde,' lyder det i svaret fra Jacob Jensen, som fortsætter:

'Landbrugs- og Fiskeristyrelsen foretager risikovurderinger i relation til fiskefartøjer, og såfremt der aktuelt er fartøjer med tilstrækkelig høj risikoscore i relation til mulige overtrædelser af gældende fiskeriregler, bliver sådanne fartøjer prioriteret først til kontrol. Kontrollen gennemføres, hvor risikoen for overtrædelser er størst.'

Evaluerer løbende

Fiskeriministeren oplyser, at 'en effektiv kontrol er en forudsætning for at sikre, at der tages vare på vores fælles fiskeressourcer og havmiljø. Der skal samtidig være en balance, der sikrer, at gennemførelsen af kontroller altid står i et rimeligt forhold til formålet med kontrollen,' og at indsatsen løbende evalueres.

'De kommende år vil der særligt være fokus på implementeringen af EU’s reviderede fiskerikontrolsystem, som blev vedtaget i slutningen af 2023,' står der i ministersvaret.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Skyer, blæst og sol er på onsdagens vejrmenu.

Fra morgenstunden starter vi ud med skyer, men der kommer en opklaring i løbet af formiddagen. Det betyder, at vi får solen godt at se.

I løbet af formiddagen sniger temperaturen sig op på 6-7 grader, og i løbet af eftermiddagen kan temperaturen godt runde 8 grader nogle steder.

Det bliver en dag med tørvejr over hele linjen.

I løbet af aftenen vil temperaturen fortsat være en del over frysepunktet og ligge omkring 3-5 grader sidst på aftenen.

Solvej Vindblæst kan også komme med sit bud på dagens vejrudsigt:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Får hjælp til Netflix og opholdstilladelse: Tilbud gør hverdagen nemmere for Freweyini og Hyab

Foto: Jesper Lange / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

En prøveordning i Aalborg Kommune skal hjælpe familier i Aalborg SØ. Det er har en familie fra Eritrea takket ja til og nydt godt af.

11-årige Hyab Waldemichael har boet i Danmark siden 2018. Hun har sin hverdag med både danske og udenlandske venner i Grønlandskvarteret i Aalborg SØ.

Vanskeligere er det for hendes mor Freweyini Habtemichael Gilay, som på sprogskole godt nok har lært at forstå meget dansk, men det er stadig svært for hende at kommunikere flydende på dansk.

Nemmere bliver det ikke at kommunikere med det officielle Danmark, men det er der nu råd for. To kommunale socialrådgivere har deres daglige gang i området og også i fritidscenteret Fri-Stedet, hvor Hyab kommer ofte.

- Vi kom i kontakt med bydelsrådgiveren Charlotte Zon Christensen, og hun har hjulpet os med mange ting. Det er ikke kun ting, som virker vanskelige, men det har for eksempel været rart for mig at få hjælp til at forstå ting, som kommer i e-boks. Også hvis det kræver, at jeg svarer, siger Freweyini på sit modersmål og får hjælp til tolkning af sin datter Hyab.

De to rådgivere i Aalborg SØ kommer for en stor del i kontakt med familierne gennem børnene, som færdes i daginstitutioner, skoler, fritidshjem og idrætsforeninger.

'Charlotte kan fikse alting'

Ideen er, at rådgiverne skal bygge bro mellem de forskellige instanser og tilbud i området. Familierne kan bede om hjælp til alt. Intet problem er for småt. Håbet er, at rådgiverne kan være med til at løse små problemer, inden de vokser sig store.

- Charlotte kan fikse alting. Vi er i gang med at lave et hævekort til mig i banken. Hun har hjulpet os med noget Netflix, som ikke fungerede. Der er vist ikke noget, hun ikke kan hjælpe med, siger Hyab Waldemichael grinende i fritidsklubben.

Charlotte Zon Christensen har dog også hjulpet familien fra Eritrea med større ting. Opholdstilladelser for eksempel. Der kan det danske sprog være svært for selv en med dansk som modersmål. Hyab og hendes mor tager intet af det for givet. Hverdagen er simpelthen blevet nemmere med rådgiverne tæt.

- Før skulle vi langt væk herfra på et stort sted med mange forskellige nationaliteter, når vi skulle spørge om noget. Nu går vi bare lige over gaden og ind i fritidscenteret for at tale med rådgiverne. Det er vi så glade og taknemmelige for, siger Freweyini Habtemichael Gilay.

Foreløbig kører forsøget med den fremskudte indsats i Aalborg SØ frem til 31. august. Det er håbet, at endnu flere familier vil benytte sig af tilbuddet, og at det kan blive en fast ordning i området.