Nu falder 'sneen': Se politiets morsomme guide til forældrene på J-dag
Foto: Søren Broust
For mange er J-dag blevet en fast tradition. Det er dagen, som altid er den første fredag i november, hvor Tuborgs julebryg frigives på de fleste af landets barer og diskoteker.
Nordjyllands Politi lover at passe godt på de unge, når julebryggen frigives fredag aften klokken 20.59. Alligevel kommer betjentene med fem gode råd til mor og far på Facebook - i en munter tone.
- Der bliver koldt i aften, og med mindstelønnen nede i supermarkedet er det ikke sikkert, at dit unge menneske gider at ofre de hårdt optjente penge på garderobe til jakken. Derfor: Har du en flad tyver eller måske en Vejgaard-dollar? Giv den til dit unge menneske, så jakken kan komme i garderoben.
Sådan lyder det første af tre konkrete råd fra ordensmagten - til de forældre, der i aften sender deres dyrebareste afsted til fest på den traditionsrige J-dag. Dagen, hvor årets første iskolde Tuborg Julebryg bliver langet over disken på landets barer og diskoteker.
I dagens anledning har Nordjyllands Politi brygget på en herlig guide, der skal gøre 'snefaldet' trygt for søn og datter - hvis mor og far vel at mærke følger de tre råd.
Opladt telefon klarer Snapchat
Mens første råd handler om at udstyre poderne med en 20'er til garderoben, så går råd nummer to på at sørge for en opladt telefon:
- Sæt den i opladeren, hvis den af en eller anden mærkelig årsag skulle ligge på køkkenbordet og flyde. Ellers mind dem om det. Både så aftenen kan dokumenteres på Snapchat, Insta eller TikTok, men også for at de kan bestille en busbillet eller få fat på dig, hvis de vil hjem, skriver Nordjyllands Politi på Facebook.
Endelig giver betjentene det tredje og sidste råd om kun at drikke drinks, man selv har købt.
- Snak med dem om, at de IKKE må tage imod drinks fra fremmede - også selvom det er gratis og ganske fristende. Dit unge menneske ved ikke, hvad der er i. Hvis de absolut skal have en drink, så opfordre dem til at gå med i baren for at hente den og til ikke at slippe den af syne.
Betjente skaber tryghed
Stoler man knap så meget på sine egne evner som forældre, så kan man alligevel med ro i sindet sende søn og datter afsted i byen. Hos Nordjyllands Politi lover vagtchef Lau Larsen, at betjentene nok skal tage sig godt af de mange feststemte unge i julehumør.
- Vi sørger for at skabe ro, så man trygt kan gå i byen. Men der plejer være god stemning, selv om der er mange mennesker, siger vagtchef Lau Larsen.
I skrivende stund melder vagtchefen om en rolig fredag eftermiddag i Jomfru Ane Gade.
VIDEO: Våd og glad aften, da julebryggen blev frigivet i 2015: