Nordjysk projekt vinder "særlig" pris til grisekongres
Foto: Claus Fisker
Nordjysk projekt, der skal vise 8. klasses elever, at flæskestegen ikke kommer fra køledisken, vinder pris fra Landbrug og Fødevarer.
Det er en helt særlig indsats, som projektet 'Slagt og æd' gør indenfor uddannelse og landbrug.
Det mener i al fald Landbrug og Fødevarer, der på deres årlige grisekongres har givet det nordjyske projekt en pris sin 'fremragende indsats'.
Projektet, der blev startet i 2018, skal give 8. klasseselever en større forståelse af, hvor råvarer kommer fra, og hvordan de ender på middagsbordet.
- Målet er mange mål, synes vi selv. Det er egentlig at vise de unge mennesker, at flæskestegen den ikke kommer nede fra køledisken. Vise dem, at det er levende dyr, vi har med at gøre, og hvad formålet er bag de uddannelser, der ligesom har med disse dyr at gøre. Vise dem de her spændende, forskellige landbrug der er, og måske få dem til at tænke over, om det kunne være en mulighed som en uddannelse og en jobmulighed for dem, siger Thomas Overgaard, der er erhvervsplaymaker i Aalborg Kommune, og som er idemanden bag projektet.
Eleverne skal som en del af forløbet besøge grisestalde, deltage i slagtning og partering af grise samt tilberede kødet i samarbejde med en kok.
I projektet er der også tilknyttet fire landmænd, som åbner deres gårde for fem skoleklasser og er med til at skabe tværfaglig undervisning for de fem deltagende 8. klasser.
En af dem er Mogens Højholt Hansen fra Jerslev.
- Jeg er gået med i det her projekt, fordi jeg godt kan lide at formidle vores erhvervs situation og forklare, hvordan man producerer en gris i Danmark. Jeg vil helt klart opfordre mine kollegaer i resten af landet til at prøve at formidle det. Vi har det også i Åbent Landbrug, og når køerne skal på græs. Den formidling er bare vigtig, fordi der er så mange, der ikke har kendskab og relationer til os i dag, siger han i en pressemeddelelse.
TV2 Nord fulgte projektet i 2018. Se indslaget her: