Nordjyllands Internat er næsten tømt for herreløse dyr
Foto: Daniel Mikkelsen
22 dyr fra Nordjyllands Internat har fået nyt hjem, siden Mette Frederiksen (S) lukkede store dele af Danmark ned.
- Lige nu har vi ikke rigtig nogen dyr tilbage, griner Karina Fisker, der er leder af Dyrenes Beskyttelses internat i Nordjylland.
Sjældent har der været så tomt i internatet og særligt ikke på denne tid af året. For i det tidlige forår er det mest voksne katte, der er at finde i internattet, og det er ikke dem, der er de mest populære blandt køberne. Normalt er de voksne katte i internatet i 40 dage, inden de finder et nyt hjem. Men siden Danmark lukkede ned har 15 katte fået nyt hjem - og de fleste har blot været i internatet i mellem 7 og 14 dage.
Også tre hunde, to kaniner og to marsvin har fået sig et nyt hjem under coronakrisen. Det er altså 22 dyr, der har fået nyt hjem på bare 16 dage.
For mens mange danskere er hjemsendte fra job, er der pludselig tid og overskud til at få sig et dyr. Og det er særligt børnefamilier, der har været forbi Nordjyllands Internat.
- Det er rigtig dejligt at opleve. Nu har folk overskud - også til at få en kat ind i hjemmet og bruge noget tid sammen med dyret, inden hverdagen igen banker på. Det er jo dejligt, at folk retter blikket mod internater og vil hjælpe, siger Karina Fisker.
- Men vi har også en snak med folk, for det er vigtigt, at der også er tid til dyret, når hverdagen melder sig igen, siger hun.
Selve adoptionsprocessen har også været anderledes end den plejer, fordi personalet har skullet beskytte sig selv og de besøgende mod smitte.
Tilbage i Nordjyllands Internat er der nu bare tre katte, der er klar til adoption.