Nordjylland var dråben: Hiver ministeren i samråd efter nye skandaleafsløringer
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix/TV 2 Nord
Ny udvikling efter de seneste dages problemer fra byggeriet af sygehuset i Aalborg Øst.
Fronterne er trukket gevaldigt op efter de seneste dages afsløringer af nye problemer med historiens største, nordjyske byggeri - det kommende sygehus i Aalborg Øst.
Senest skød Peder Hvelplund, nordjysk valgt sundhedsordfører for Enhedslisten, på daværende sundhedsminister Lars Løkke som "den store sundhedsarkitekt" bag "en forudsigelig katastrofe."
Budgetoverskridelser i milliardklassen og forsinkelser på seks år er den foreløbige konsekvens - men også patienterne får problemerne at mærke.
Nu er det nok for Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Mette Thiesen.
Hun hiver sundhedsminister, Sophie Løhde (V), ind til samrådsspørgsmål.
- Det her kommer ikke patienterne eller danskerne til gavn. Og den seneste historie i Nordjylland var dråben for mig, fordi vi igen - igen – ser et offentlig byggeri som overskrider voldsomt, siger hun til TV2 Nord.
Aalborg var dråben
Hun vil have ministeren til at svare på konsekvenserne for patienterne, i form af eksempelvis færre sengepladser på de nye sygehuse, de seneste problemer får.
I Aalborg er der tale om vandpytter på gulvet fra indtrængen af vand, fugtskader på facader og stillestående vand, der kan give svamp.
Faktisk har Mette Thiesen i et stykke tid ønsket at stille ministeren spørgsmål.
- Nu ser vi det senest med OUH og i Aalborg. Det tyder jo på der virkelig er noget, der skal tjekkes op på ved de her offentlige byggerier, tordner hun.
Det tidligere medlem af Nye Borgerlige har før sin folketingskarriere også siddet i byrådet i Hillerød.
Her har man - ligesom i Skejby, Gødstrup, Odense og Aalborg - akset og bøvlet, mildt sagt, med sygehusbyggeriet.
Vi gik jo allerede i gang med at forberede det for noget tid siden, men det her var altså dråben, siger Mette Thiesen.
Mette Thiesens spørgsmål til ministeren
• Vil ministeren på baggrund af de mange nylige sager om fejl, budgetoverskridelser og forsinkelser på de kvalitetsfondsstøttede supersygehusbyggerier redegøre for, hvilke konsekvenser det får for patienterne i form af eksempelvis færre sengepladser på de nye sygehuse?
• Vil ministeren på baggrund af de seneste sager om budgetoverskridelser og forsinkelser på de kvalitetsfondsstøttede supersygehusbyggerier redegøre for hvem der skal dække budgetoverskridelserne og hvordan?
• Vil ministeren redegøre for årsagerne til de mange fejl, budgetoverskridelser og forsinkelser og herunder om ministeren mener, at det kan skyldes uhensigtsmæssigheder i udbudsreglerne?
• Hvilke tiltag påtænker ministeren konkret at tage, for at sikre, at der ikke sker yderligere budgetoverskridelser og forsinkelser af de kvalitetsfondsstøttede sygehusbyggerier?