Nordjyderne føler sig mere trygge end tidligere
Nordjyderne føler sig mere trygge end sidste år. Det viser en undersøgelse gennemført af politiet.
Nordjyderne er generelt trygge, ligesom tilliden til lokalpolitiet er høj. Det viser politiets Tryghedsindeks, hvor 11.000 danskere er blevet spurgt om deres tryghedsfølelse i nabolaget og om deres tillid til politiet. Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I undersøgelsen svarer 90 procent af nordjyderne, at de føler sig trygge i deres nabolag, mod 85,9 året før. Derudover har 86,5 procent af nordjyderne tillid til politiet, mod 84 procent året før. Og de gode tal er noget, der vækker tilfredshed hos Nordjyllands Politi.
-Tryghed består af mange elementer, men vi skal bidrage til at sikre nordjydernes tryghed, så det er glædeligt at se, at den fortsat ligger på et højt niveau, siger politidirektør Elsemette Cassøe, der også hæfter sig ved, at tilliden til politiet holder det høje niveau.
Også i de mere udsatte områder af Nordjylland, såsom de udsatte boligområder i Løvvangen og Sebbersundvej, er trygheden og tilliden stigende. I 2014 angav 82,5 procent i Løvvangen, at de var trygge, mens det i 2015 var 83,9. Og på Sebbersundvej var det tilsvarende tal i 2014 på 72,3 procent, mens det i 2015 var 80,5 procent, der angav, at de var trygge.
Nordjyllands Politi peger, som en del af forklaringen på den høje grad af tryghed, at politi, kommuner, boligorganisationer, foreninger med flere samarbejder om at forebygge og bekæmpe kriminalitet. Mange trygheds-initiativer er lokalt sat i gang, og som eksempler kan nævnes projektet Tryg Aalborg, præventive indbruds-tiltag i Frederikshavn, Hobro og Hjørring samt intensiveret fokus på tyveri fra borgerne.