Gymnasieelever i protest: Lærerne spærres inde hele dagen

Foto: Malthe Birger Jensen / TV2 Nord

Der er sørget for kage på lærerværelset.

Flere nordjyske gymnasier strejker i protest mod forhøjet karakterkrav og besparelser på elevernes undervisning.

- Vi vil lukke vores lærere inde på lærerværelset hele dagen for på den måde at deltage i demonstrationen, siger Thilde Torp, elev på Hjørring Gymnasium.

- Vi gør det for at vise politikerne, at vi er uenige i deres gymnasieudspil, fortsætter Thilde Torp.

Der er dog tale om en fredelig protest. Der er sørget for kage på lærerværelset, og de lukkes ud igen sidst på dagen.

Opråb fra Aalborg til Christiansborg

På Aalborg City Gymnasium i Aalborg demonstrerer eleverne også fra morgenstunden.

- Vi snakker om, at en sjettedel af eleverne ikke kan blive optaget på grund af det hævede gennemsnit, og det vil fremme uligheden i samfundet, siger Johanne Andersen, elev i 2.C på Aalborg City Gymnasium

- Jamen det vigtigste er jo, at vi i fremtiden også har et godt uddannelsessystem her i Danmark. At vi uddanner nogle folk til andet end bare erhvervsuddannelserne. Jeg synes at det er vigtigt at sætte folk ud på erhvervsuddannelserne, men de videregående uddannelser og ungdomsuddannelserne op til dem, de er altså mindst lige så vigtige - Nicolai Thomas, elev i 1.X på Aalborg City Gymnasium.

Udover protest og demonstration på gymnasierne er der demonstration på Christiansborg Slotsplads fra klokken 13-16. Her vil flere partiledere holde taler.

- Vi unge mennesker i Danmark er landets fremtid. Hvis ikke vi har en ordentlig uddannelse, kan vi ikke føre vores eget land videre, siger Josefine Skovby Overgaard, elev i 1.X på Aalborg City Gymnasium.

Foto: Malthe Birger Jensen / TV2 Nord

Flere nordjyske sundhedsansatte får en mærkbar lønstigning

Foto: Mick Knive Anderson (Arkivfoto)

Akut

Det er ikke alle, der får del i pengene, men det har været vigtigt for regionen, at dem der får en lønforhøjelse rent faktisk kan mærke den.

Der bliver lidt ekstra penge at købe julegaver for i december, når en lang række ansatte i sundhedssektoren i Region Nordjylland skal på juleshopping.

De har nemlig netop fået en lønstigning på 10.000 kroner årligt. Det er en del af den såkaldte trepartsaftale, og lønstigningen kommer de til at mærke allerede fra december.

Håbet er, at lønstigningen skal få Region Nordjylland til at stå stærkere i forhold til at trække nye medarbejdere til og holde på dem, man har.

- Region Nordjylland sætter stor pris på den solide indsats, som alle ansatte yder for nordjydernes sundhedsvæsen. Vi er heller ikke i tvivl om, at der reelt er endnu flere medarbejdere, der har fortjent et løft. Men vi er også enige med de faglige organisationer om, at trepartens penge skal udmøntes med tillæg, der er så store, at modtagerne faktisk kan mærke dem, siger Mariane Therkelsen, direktør for Mennesker og Organisation i Region Nordjylland.

Det er blevet besluttet, at pengene går til udvalgte medarbejdere på udvalgte kirurgiske og medicinske afdelinger, medarbejdere i neurorehabiliteringen og medarbejdere på udvalgte sengeafsnit ved Psykiatrien. Derudover gælder det også medarbejdere som fysioterapeuter, ergoterapeuter, portører og rengøring, der arbejder fast på udvalgte afsnit.

Bag beslutningen står ledelsen i regionen samt Dansk Sygeplejeråd, FOA, Danske Bioanalytikere, Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter, Yngre Læger, Foreningen af Speciallæger og Dansk Psykologforening.

Lønforhøjelsen er enten som et funktionstillæg eller som et engangstillæg. Det kræver tre års anciennitet at få et funktionstillæg.


Lottorivinder er over 90: Vil give kage på plejehjemmet

Foto: Kim Christiansen

Hvad ville du bruge dine penge på, hvis du pludselig vandt lad os sige 531.000 kroner? Jeg ville nok bruge pengene på mit huslån, en ny bil og måske en fed sommerferie.

Men sådan er det altså ikke for den nylige vinder i Klasselotteriet. Der er nemlig tale om en ældre nordjysk herre, der er på den anden side af 90 år. Det oplyser Danske Spil.

- Pengene skal jo nok bare gå til mine børn, kunne jeg forestille mig, siger han og fortsætter:

- De blev da glade, da jeg fortalte, at jeg havde vundet. Men de regnede nok også med, at de selv får gavn af dem også, siger han med et grin.

Hverdagen skal forsødes

Men gevinsten har han alligevel ikke sendt videre til børnene endnu. For med beløb af den størrelse, er der jo lidt praktik, der skal gå op.

- Jeg skal lige have fundet ud af, hvordan og hvor meget. Der er jo også noget beskatning at tænke på. Men jeg tænker, at jeg vil betale dem et fast beløb om året, forklarer han.

Men pengene skal da også forsøde hans hverdag lidt - men nok på en anden måde, end den jeg i hvert fald havde tænkt mig.

- Jeg bor jo på plejehjem, så det er begrænset, hvad jeg kan bruge penge på. Men jeg har da overvejet at købe kage til hele afdelingen. Og ellers er det jo skønt at have lidt ekstra i baglommen, fortæller den ældre nordjyske herre.


Oprydning i fuld gang: Her er status på nedbrændt skole

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Aalborg Kommune regner med at kunne sælge grunden, hvor skolen lå, i løbet af næste år.

Det påvirkede mange af de nærmeste naboer, som måtte holde sig inden døre på grund af sundhedsskadelig røg, da Løvvangskolen i Nørresundby 30. juni brød i brand.

Naboerne får dog snart udsigt til andet end en brandtomt, fordi oprydningsarbejdet efter branden er i fuld gang.

Det fortæller Aalborg Kommunes økonomidirektør Roeland Løfberg til TV2 Nord. Han siger, at oprydningen kommer til at foregå i to etaper.

- Etape et består af oprydning af brandaffald, rengøring af brandtomten for asbest og sikring af tilbageværende bygning. Etapen forventes afsluttet i denne uge, siger Roeland Løfberg og fortsætter:

- Etape to er en sanering, hvor de miljøfarlige stoffer i tilbageværende bygning fjernes forud for en selektiv nedbrydning af bygningerne samt terrænarbejder.

Ifølge økonomidirektøren kommer anden etape af oprydningsarbejdet til at tage omkring et halvt år at gennemføre.

Håber på millionindtægt

Aalborg Kommune havde i sit budgetforslag for 2025 indregnet en indtægt på 20 millioner kroner for salg af den tidligere skolegrund.

Ifølge Roeland Løfberg vil byrådet omkring årsskiftet blive forelagt en plan for salg af grunden.

Forsikringsspørgsmålet skal dog afgøres, før grunden kan sælges, og her er dialogen med kommunens forsikringsselsskab stadig i gang.

Det har ikke været muligt at fastslå, hvorfor Løvvangskolen brød i brand, da det ikke kunne lade sig gøre at lave de nødvendige brandtekniske undersøgelser. Derfor blev efterforskningen afsluttet uden nogen endelig konklusion.


Borgmester melder ud: Her skal toget stoppe

Foto: TV2 Nord

Økonomiudvalget i Rebild Kommune mener, at Skørping fremover skal være Intercity-togenes eneste stop mellem Aalborg og Hobro.

Det skal fremover være hurtigere at køre med DSB's Intercity-tog ned gennem Jylland, og derfor skal togene fremover kun stoppe en enkelt gang på strækningen mellem Aalborg og Hobro.

Region Nordjylland har besluttet, at det bliver i Rebild Kommune, togene skal stoppe, men om stoppet skal være i Støvring eller Skørping, er op til kommunens økonomiudvalg at beslutte.

Her har man onsdag drøftet sagen på et møde, og et flertal i udvalget mener, at toget skal stoppe i Skørping.

Det fortæller borgmester Jesper Greth (V), som er formand for Økonomiudvalget, til TV2 Nord.

- Når man kigger på påstigningsdata, viser tallene med al tydelighed, at der er væsentlig flere borgere i og omkring Skørping, som benytter Intercity-togene, end i Støvring, siger Jesper Greth.

Se interview med Jesper Greth her:

Interview: Pia Egeberg / TV2 Nord

'Forventer, de lytter'

Det er formelt regionsrådet, der skal træffe den endelige beslutning og meddele den til Transportministeriet.

- Regionen har bedt om input fra os, og når man rækker ud til os, så har jeg da en forventning om, at de lytter til det, siger Jesper Greth.

Ændringerne af togdriften træder i kraft fra 2026 og gælder frem til 2030.

Regionaltogene vil fremover fortsat stoppe på flere stationer i Himmerland.


73 våben indleveret på en uge - nogle er ældgamle

Foto: Line Sahl / TV MIDTVEST

Arkivfoto.

Der er blevet indleveret en hel del våben under frit lejde-aktionen.

Der er i øjeblikket frit lejde for at indlevere våben hos politiet, uden man risikerer en sigtelse for ulovlig våbenbesiddelse eller en overtrædelse af våbenloven.

I alt er der i ved Nordjyllands Politi blevet indleveret 8402 våben i løbet af de første 12 dage af aktionen.

Og det mærker man også i Himmerland. For pludselig er de på politistationen blevet indehavere af en enorm bunke af ammunition. Det fortæller politikommissær Lars Rosenvinge.

- Der blev indleveret 73 skydevåben i sidste uge og yderligere otte mere i denne uge. Dertil kommer 15 blankvåben, fire granater og en form for sprængstof, fortæller han.

Blankvåben er sværd, sabler, knive med videre.

Museeum kan have interesse i enkelte våben

Men ud af de mange våben, der er blevet indleveret, er der nogle af dem, som de på lokalpolitistationen finder særligt interessante. Der er nemlig fem geværer og fire pistoler, som er så gamle, at Lars Rosenvinge har talt med Nordjyske Museer om, hvorvidt det er nogle, der kan have interesse for dem.

- Der er blandt andet et gammelt Remington gevær, som vi tror, er fra 1800-tallet, siger politikommissæren.

Det er kun i Hobro, man kan indlevere våben i Himmerland. Ellers er det Aalborg, man skal til.

- Vi er meget tilfredse med den store opbakning til frit lejde-aktionen, som vi oplever fra borgerne. Hvert eneste afleverede våben er lig med et våben mindre ude i samfundet, som kan falde i de forkerte hænder. Vi håber derfor, at opbakningen fortsætter i samme skala måneden ud, og vi opfordrer alle til at få ryddet op og afleveret eventuelle ulovlige våben til politiet, lyder det fra politikommissær i Rigspolitiet Sune Fletcher Hjortel, som er med til at koordinere aktionen.