Ingen ulykker endnu, men pas på: De små landeveje kan være glatte
Foto: Sofie Bock Troelsen (Arkiv)
Sne og is kan betyde glatte veje i løbet af mandagen.
Nordjyllands Politi råder til at køre forsigtigt mandag morgen og formiddag, da især de mindre veje ikke er ryddet eller saltet.
Nattens lave temperaturer under frysepunktet har endnu ikke drillet bilisterne i mandagens morgentrafik. Selv om DMI søndag aften var ude og advare om yderst glatte veje.
- Vi har ingen meldinger fået omkring ulykker på grund af frostvejret, hverken i nat eller her til morgen. Så det er yderst positivt, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Jess Falberg.
Han opfordrer dog stadig bilisterne til at køre forsigtigt i morgentimerne - især de mindre veje kan være glatte.
- Flere af de små landeveje er hverken ryddet eller saltet, så her gælder det altså om at tage sine forholdsregler og køre langsomt, siger Jess Falberg.
En mandag fyldt med sne eller slud
Ifølge DMI bliver mandagen overskyet med nedbør, der kan falde som regn, slud eller sne. Vi kommer maksimalt op på tre graders varme, og det bliver med en tiltagende vind.
DMI har ikke meldt ud, at mandagen skulle blive særligt glat for bilisterne.