Gratis transport til vaccination
Nordjyllands Trafikselskab sørger for transporten til og fra vaccinationsstederne - ganske gratis.
- Vores fornemmeste opgave er at sikre, at nordjyderne let og enkelt kan komme fra A til B. Derfor er det også helt oplagt at stille vores busser, tog og plustur til rådighed i forbindelse med vaccinationen og på den måde bidrage til en genåbning af samfundet igen, siger Mette Henriksen, chef for kunder & salg hos NT i en pressemeddelelse.
Region Nordjylland er nemlig godt i gang med at vaccinere borgere mod COVID-19. Derfor tilbyder NT fra fredag den 12. marts, at nordjyderne kan køre gratis med NT’s busser, tog samt med Plustur, når de skal til og fra deres COVID-19 vaccination.
Hos NT håber man, at mange nordjyder vil tage imod tilbuddet.
Da det i øjeblikket er sundhedsmyndighedernes anbefaling, at man holder to meters afstand, er det ikke muligt at vise sin billet til chaufføren. Derfor skal nordjyder, der er på vej til eller fra vaccination heller ikke fremvise dokumentation til chaufføren. Man skal dog medbringe dokumentation eller en billet som normalt i tilfælde af billetkontrol.
Kunderne kan fremsøge deres rejse på Rejseplanen.dk
Vaccinationssteder i Nordjylland
- Aalborg Kommune: Håndværkervej 24 C, 9000 Aalborg
- Hjørring Kommune: Bagterphallen, Fuglsigvej 23, 9800 Hjørring
- Mariagerfjord Kommune: Hobro Idrætscenter, Amerikavej 22, 9500 Hobro
- Thisted Kommune: Munkehallen, Munkevej 9E, 7700 Thisted
- Frederikshavn Kommune: Arena Nord, Harald Nielsens Plads 9, 9900 Frederikshavn
- Vesthimmerland Kommune: Messecenter Vesthimmerland, Messevej 1, 9600 Aars