Flødeskum fik grønlænder til at svede: Nu undersøger Mette og Stig et af kroppens mysterier
Forskere på Aalborg Universitetshospital forsøger at blive klogere på det brune fedtvæv, som kan være en sundhedsmæssig guldgrube.
Kan man undgå for eksempel forhøjet blodtryk og hjertekarsygdomme, hvis man ofte opholder sig i kulde? Det er forskere på Aalborg Universitetshospital lige nu ved at undersøge i et projekt, hvor både danskere og grønlændere indgår som forsøgspersoner.
Forskerne håber, at de i fremtiden kan være med til at forebygge en række livsstilssygdomme uden medicin.
Holdet bag forskningsprojektet har rettet øjnene mod de brune fedtceller.
- Vi undersøger det fedt, der brænder fedt af, siger professor Stig Andersen, som står i spidsen for projektet.
Det brune fedt er sat anderledes sammen end det hvide fedtvæv og rummer et kæmpe potentiale.
- Hvis vi kan finde ud af at aktivere det brune fedt, så er det en genvej til at afskaffe årsagen til højt blodtryk, højt blodsukker og hjertekarsygdomme, siger Stig Andersen.
Flødeskum fik grønlænder til at svede
I alt deltagere 10 danskere og 10 grønlændere i forskningsprojektet, hvor forsøgspersonerne bliver undersøgt både i nedkølet tilstand og ved normal temperatur.
- Brunt fedt er et ret hot topic inden for forskningen lige nu, og vi undersøger både grønlændere og danskere, fordi vi regner med at se, at grønlændere naturligt har mere brunt fedt end danskere, siger læge og ph.d.-studerende Mette Motzfeldt Jensen.
Det var netop i Grønland, Stig Andersen først begyndte at undre sig. Her oplevede han, hvordan børn kunne lege på isen og bade i det iskolde vand kun iført badebukser, og så lagde han mærke til noget andet besynderligt.
- Jeg havde en grønlandsk kollega, og da han fik flødeskumslagkage, som er fyldt med fedt, så begyndte han at svede så det drev af ham. Hvorfor?, spørger Stig Andersen.
Kan forebygge sygdomme
Teorien er, at de brune fedtceller er i stand til at forbrænde fedt, og når det sker, så udvikles der varme.
- Da jeg læste de store tykke bøger, der fandtes brunt fedt kun hos rotter, mus og babyer. Nu ved vi, at det også findes hos voksne mennesker, så kan vi finde ud af, hvordan vi aktiverer det, så skal du bare se løjer, siger professoren.
Hvis de nordjyske forskere finder svar på deres spørgsmål, så kan projektet på Aalborg Universitetshospital være første skridt på vejen til at kunne forebygge en række udbredte livsstilssygdomme ved hjælp af kroppens egen motor.
Det er endnu for tidligt at sige, hvornår store dele af verdens befolkning måske kan drage nytte af forskningen fra Aalborg, men:
- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for, at det bliver i min levetid, siger Stig Andersen.