Flere ældre i Nordjylland betyder større behov for sygeplejersker i fremtiden
Der mangler sygeplejersker i hele landet, og det gælder også i de nordjyske kommuner, og det er et problem, der kun bliver større og større i løbet af de næste årtier, viser fremskrivninger fra Danmarks Statistik.
Andelen af ældre borgere, der behøver hjælp, vokser. Derfor kæmper flere nordjyske kommuner en svær kamp for at få ansat sygeplejersker. Det gælder blandt andet i Hjørring Kommune.
Ulla Birkelyng er afdelingsleder for Primærsygeplejen i Hjørring Kommune. Lige nu mangler der to dagvagter alene på dagholdet af hendes afdeling med hjemmesygeplejersker i Hjørring.
- Der er kommet færre ansøgninger det seneste stykke tid, det ser vi ret tydeligt i forhold til for fem år siden, hvor der kunne være 35 ansøgninger på et opslag. Nu er der færre, siger hun.
Stigende behov for sygeplejersker
Alene på Jobindex er der lige nu fire stillinger slået op i Hjørring Kommunes hjemmepleje, hvor kommunen søger sygeplejersker.
Hjørring Kommune er en af de kommuner, der i fremtiden vil have en langt større gruppe ældre end hidtil, der skal passes. Frem mod 2035 kan kommunen se frem til en stigning i antallet af 80-89-årige på mere end 50 procent.
Det har stor betydning for borgeren, og det kan også betyde, at der er folk, der ikke kan blive skrevet ud fra sygehuset, fordi der blandt andet ikke er hjemmesygeplejersker nok.
Jytte Wester, kredsforman, Dansk Sygeplejeråd, Region Nordjylland.
Manglen på interesserede nye medarbejdere er ikke overraskende, hvis man spørger kommunens borgmester.
- Der er en klar tendens til, at de unge mennesker ikke gider at tage de jobs, hvor man skal være udekørende. Der er ikke nok kontakt med andre kolleger, siger borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt, Socialdemokratiet.
Både brug for flere sygeplejersker hos kommuner og regioner
Behovet for sygeplejersker er ikke kun i kommunerne. På regionens hospitaler er behovet endnu større.
- Efter min bedste overbevisning, så mangler der 300 sygeplejersker i Region Nordjylland lige nu, og så 100 sygeplejersker i den kommunale sygepleje, siger Jytte Wester, der er kredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Region nordjylland.
Og det har konsekvenser for, hvordan man kan pleje de ældre.
- Det har stor betydning for borgeren, og det kan også betyde, at der er folk, der ikke kan blive skrevet ud fra sygehuset, fordi der blandt andet ikke er hjemmesygeplejersker nok, siger Jytte Wester.
Centrale centre kan være en løsning
Færre hænder og flere plejekrævende borgere er en dårlig kombination og vil betyde, at man ikke fremover vil være i stand til at løse de nødvendige opgaver.
Det problem har borgmesteren i Hjørring Kommune, Arne Boelt, en ide til, hvordan man kan løse.
- Jeg er overbevist om, at vi skal have lavet nogle større centraliserede ældrecentre, så man ikke skal køre så meget ud som hjemmesygeplejerske fremover. Forskningen viser, at de unge mennesker, som vi skal have fat i fremover, kommer til at vægte kollegaer og arbejdsmiljø højt, siger Arne Boelt.
Det er ikke nemt, hvis man kører langt ude i landet alene, understreger han.