Færre tog i weekenden: Det skal du være opmærksom på
Det er som om, at historien gentager sig selv.
Togdriften i Nordjylland er, som tidligere beskrevet, gået i stå og medfører forsinkelser og aflysninger grundet signalfejl. Sådan har det set ud siden torsdag, og weekenden bliver også ramt.
Banedanmark har aflyst en tredjedel af de afgange, der normalt kører i weekenden.
- Det er mere, hvilket tog man skal rejse med, man skal holde øje med, end det er rejsetiden. Fordi den vil være uændret, siger Peter Svendsen, trafikdirektør i Banedanmark.
Derudover oplyser togdirektøren, at man har aflyst afgangene for at være på den sikre side.
- Vi gør det for at have en stille og rolig togdrift, der kan afvikles, i stedet for at lukke det helt ned, siger trafikdirektøren.
Det er altså for at forhindre, at systemet bryder sammen igen, at togdriften er begrænset. Banedanmark forventer ikke, at de planlagte afgange vil opleve hverken forsinkelser eller længere rejsetid.
Banedanmark opfordrer til, at man holder sig orienteret på DSB, Rejseplanen eller NT, hvis man skal rejse med offentlig transport de kommende dage.