Enhedslisten: Bilfrie dage så studenterne kan køre sikkert i hestevogn
Foto: Anne Christensen
Juhu, endelig færdig. Årets studenter springer ud og fester
Susanne Flydtkjær fra Enhedslisten foreslår alternativ løsning på problemer med sikkerheden for studenterkørsel.
Fjern bilerne fra vejene på de dage, hvor studenterne kører i hestevogn. Sådan lyder forslaget fra Endhedslistens Susanne Flydtkjær, der er medlem af regionsrådet Region Nordjylland.
Den nordjyske politiker er langt fra enig med sin partifælle Henning Hyllested, som i går foreslog et direkte forbud mod studenterkørslen.
Samtidig kunne vi spare på miljøet, og så ville vi også få en sundhedsmæssig gevinst, fordi mange så ville tage cyklen på arbejde.
Susanne Flydtkjær, medlem af regionsrådet Region Nordjylland
- Det er selvfølgelig en festdag, når unge mennesker begiver sig ind i voksenlivet og skal starte på en videregående uddannelse. Men det er ikke mit indtryk, at vi har mange store problemer med studenterkørslen, siger Susanne Flydtkjær og foreslår:
- Man ku lave bilfrie studenterdage, så de kunne køre sikkert rundt i hestevogn, Samtidig kunne vi spare på miljøet, og så ville vi også få en sundhedsmæssig gevinst, fordi mange så ville tage cyklen på arbejde, siger Susanne Flydtkjær.
Forslaget kommer, efter flere studenter er kommet til skade i forbindelse med deres studenterkørsel.
Lørdag aften blev seks HF-studenter fra Nørresundby kastet rundt på ladet af vognen og måtte køres med ambulance til Aalborg Universitetshospital, efter en hård opbremsning for at undgå en sammenstød med en overhalende bil.
19-årig mand blev ligeledes kvæstet, da han faldt af en lastbil under en studenterkørsel i Tappernøje i Sydsjælland.
Svært at lave en ’snuptagsløsning’
Susanne Flydtkjær erkender, at det er svært at lave bilfrie dage som en ’snuptagsløsning’, da det næppe er realistisk at få alle danskere over på dén ordning på én gang.
Men ifølge Susanne Flydtkjær vil det være for drastisk et indgreb helt at forbyde studenterkørslen. Så hvis der kommer flere, større problemer med ulykker, må man se på en alternativ løsning, foreslår hun.
Susanne Flydtkjær er dermed på linje med sit parti. Enhedslisten har meldt ud, at man i partiet ikke er enig med transportordfører, Henning Hyllested, der til en række medier søndag har sagt, at han overvejer et forbud - hvis sikkerheden ikke bliver strammet.
Henning Hyllested sagde sådan omkring studenterkørslerne:
- De er unge, de er glade, de har lige fået deres eksamen og de er mere eller mindre skidefulde, siger Henning Hyllested.
- Det er altså en dårlig cocktail at stå på et åbent lad på en lastbil der kører 50.60 kilometer i timen, lyder det fra folketingsmedlemmet.