Dansk Folkeparti finder ny folketingskandidat i Nordjylland
Den unge DF’er, Jamie Voldby Nielsen, vandt på generalforsamlingen tirsdag aften Hjørring-kredsens afstemning om at blive ny folketingskandidat efter et kampvalg med to andre partimedlemmer.
22-årige Jamie Voldby Nielsen stak tirsdag aften ud på generalforsamlingen hos Dansk Folkeparti i Hjørring-kredsen, da han blev valgt til ny folketingskandidat, og han er stolt over, at modtage støtte fra sine partifæller og at være blevet valgt til ny folketingskandidat.
- Jeg er utrolig beæret over valget, og jeg ser frem til samarbejdet. Hjørring er en dejlig kreds, siger Jamie Voldby Nielsen.
Den nye folketingskandidat i Hjørringkredsen afløser byrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen fra Tolne, der mandag blev ekskluderet af Dansk Folkeparti og derfor ikke deltog i tirsdagens generalforsamling.
Jeg blev allerede for fire år siden opfordret til at stille op, men der mente jeg, jeg var for ung. Det har ændret sig nu. Jeg har allerede flere års erfaring på arbejdsmarkedet.
Jamie Voldby Nielsen, folketingskandidat, Dansk Folkeparti.
Jamie Voldby Nielsen er ikke i tvivl om, at han har noget at tilbyde nordjyderne.
- Nordjyderne får en ung kandidat, der har vilje og engagement og en ung kandidat, der er til at snakke med, jeg er i øjenhøjde, og jeg håber, de spørger, hvis der er noget. Ingen spørgsmål er dårlige.
Jamie Voldby Nielsen: - Jeg har den rette alder nu
På trods af sin unge alder mener Jamie Voldby Nielsen, at han netop nu er i en god alder til for alvor at gå ind i politik.
- Jeg blev allerede for fire år siden opfordret til at stille op, men der mente jeg, jeg var for ung. Det har ændret sig nu. Jeg har allerede flere års erfaring på arbejdsmarkedet, siger Jamie Voldby Nielsen.
Lige nu handler det om at komme på Christiansborg og give Dansk Folkeparti en fin fremgang.
Jamie Voldby Nielsen, folketingskandidat, Dansk Folkeparti.
- Så er jeg jo også nordjyde, jeg har selv prøvet at stå med lort op ad benet og arbejde ude på et nordjysk landbrug. Det kommer jeg nok til at gøre igen, men lige nu så handler det om at komme på Christiansborg og give Dansk Folkeparti en fin fremgang.
Ifølge den unge folketingskandidat er det især arbejdet med arbejdsmarkedet, de ældre og landbruget, der bliver fokus og står hans hjerte nært.
Politisk analytiker: - Kandidat vil skabe sin egen markante profil
Ifølge TV2 Nords politiske analytiker, Søren Wormslev, er der mange unge medlemmer af Dansk Folkeparti, der, også efter Morten Messerschmidt er valgt som ny partiformand, tror på partiet, og som samtidig kan se sig selv i partiet i fremtiden.
- Der er ikke nogen tvivl om, at han vil lægge mange kræfter i at være ny folketingskandidat.
Søren Wormslev tror samtidig, at den nye folketingskandidat kan tænkes, at komme til at køre sin egen linje.
- Jeg tror godt, han kan være en kandidat, der ikke bare retter ind, men skaber sin egen markante profil, siger Søren Wormslev.
Ny bestyrelsesformand
På mødet blev der blev også valgt ny bestyrelse hos Dansk Folkeparti i Hjørring-kredsen, og her blev Lone Hyldig ny formand. Det var da også en tilfreds formand, der talte med TV2 Nord i pausen af mødet tirsdag aften.
- Jeg har altid gået meget op i politik, og jeg kan rigtig godt lide det miljø, vi har. Vi kan komme ud og snakke med en masse mennesker og lave nogle arrangementer, det er det, jeg bestræber mig allermest på, siger Lone Hylding.