Budget på plads: Politikere prioriterer værdier frem for at ansatte skal løbe stærkere
Foto: Daniel Mikkelsen
Regionsrådsformand Ulla Astman
Tirsdag vedtog et bredt flertal i regionsrådet budgettet for 2018. Et stramt budget, hvor fokus er på værdi, fremfor produktivitet.
Værdi for patienten, faglig værdi og økonomisk værdi. De tre elementer går hånd i hånd i det netop vedtagne budget i Nordjylland. Et budget, hvor det centrale er et opgør med fortidens styring efter meraktivitet, men i stedet fokuseres på, at de ydelser, regionen leverer, skal give værdi for den enkelte patient.
- Tiden er løbet fra et ensidigt fokus på at levere mere aktivitet. Vi tror på, at vi med afsæt i de fælles nationale mål for sundhedsvæsnet og gennem styring efter de regionale, politiske målsætninger om hurtig udredning og behandling, skaber mest mulig værdi for de nordjyske patienter. Vi ønsker en styring baseret på tillid til personalet, mindre bureaukrati samt fokus på få og klare mål. Derfor har vi også afskaffet kravet om 2 pct. meraktivitet, og nu mangler vi bare, at Christiansborg bakker op om en ny styringsform, siger regionsrådsformand Ulla Astman.
For hospitalerne og psykiatrien betyder det, at der styres efter fire politiske målsætninger i form af hurtig udredning, hurtig behandling, kort ventetid til operation samt hurtig kræftbehandling. Disse mål er en videreførelse af målene for budget 2017.
- Erfaringerne de seneste år har vist, at de politiske målsætninger har givet hospitalerne nogle klare mål at styre efter, og hospitalerne har samlet set været i en positiv udvikling, hvor der er udredt og behandlet flere patienter indenfor de fastsatte frister. Vi vil fra politisk side følge udviklingen på disse områder tæt, og vi fastholder det høje ambitionsniveau, siger Ulla Astman.
Det betyder, at minimum 75 pct. af alle patienter ved udgangen af 2018 udredes inden for 30 dage, at minimum 75 pct. af patienterne behandles inden for 30 dage samt, at ventetiden til operation i gennemsnit ikke overstiger 50 dage.
En af prioriteterne i budgettet er, at Region Nordjylland skal gå forrest på det digitale område med henblik på i højere grad at indrette sundhedsvæsnet på patientens præmisser. Det indebærer, at digitale løsninger skal indgå mere aktivt i dialogen med og i behandlingen af den enkelte patient.
Ambitionen er, at i 2020 kan mindst 1/3 af ambulante kontrolbesøg indenfor udvalgte områder på hospitalerne, afløses af digitale løsninger, så borgerne kan slippe for fysisk fremmøde.
Digitale løsninger skal ligeledes understøtte arbejdet med at reducere aflysninger og udeblivelser, da dette er spild af ressourcer og ikke giver værdi.
Indenfor den samlede økonomiske ramme gennemføres omprioriteringer på sundhedsområdet for ca. 100 mio. kr. Hertil kommer 6 mio. kr. på det administrative område.
Målet om at 90 pct. af alle forløb skal gennemføres inden for de forløbstider, der er aftalt nationalt i kræftpakkerne fastholdes ligeledes. Til imødegåelse af udfordringerne på kræftområdet og en forbedret målopfyldelse afsættes der i 2018 - udover midlerne i Kræftplan IV - 5 mio. kr. til en yderligere prioritering af kræftindsatsen.
I specialsektoren er der et fokus på at færdiggøre en række byggerier og renoveringer, der giver borgerne tidssvarende fysiske rammer. Der er afsat i alt 62,3 mio. kr. på investeringsoversigten i 2018.
I specialsektoren er der i 2018 også fokus på at udvikle en ny ydelses- og takststruktur på tilbuddene, som skaber gennemsigtighed i taksterne.
Inden for Regional Udvikling fokuserer budgettet på ”Det sammenhængende Nordjylland”, ”Et Nordjylland i Vækst” og ”Et attraktivt Nordjylland”. Bl.a. har regionsrådet afsat 9,7 mio. kr. over tre år til et forsøg med kollektiv trafik i den vestlige del af regionen. Der er også afsat ekstra ressourcer til grøn vækst og miljø, bl.a. ekstraordinært 3,5 mio. kr. til jordforureningsområdet, og 1 mio. kr. til pesticidundersøgelser.
Forligspartierne har prioritereret følgende projekter:
• Nyt Aalborg Universitetshospital: Udvidet serviceby, etablering af ny kræftaccelerator, fortsat udbygning af infrastruktur og jorderhvervelse samt anlægsmidler til etableringen af Steno Diabetes Center.
• Undersøgelse af muligheder for en hurtigere udflytning af de resterende funktioner på Aalborg Universitetshospital.
• Psykiatri: Som del af Nyt Aalborg Universitetshospital etableres ny Psykiatri med støtte på 83 mio. kr. i form af satspuljemidler.
• Regionshospital Nordjylland: Anlægsmidler til Det nye Kvinde-Barn Hus, udarbejdelse af en ny Perspektivplan for Regionshospitalet samt opstart af ny behandlingsbygning.
• Psykiatrien i Brønderslev: Flytning af den ambulante funktion til nye fysiske rammer til etablering af nye sengepladser til særlige psykiatriske patienter samt renovering.