Blandet landhandel af efterårsvejr søndag
Foto: Lise Nielsen / Privatfoto
Søndag er der mulighed for både sol, skyer og byger, som i Humlebæk i går.
Lokalt kan den kommende nat blive kold.
Det er køligt her til morgen, og flere steder er der under 3 grader i det centrale Jylland.
Temperaturerne stiger dog hurtigt i dag, og der er udsigt til en blanding a sol, skyer og byger.
Samtidig lægger lørdagens stride blæst sig, og med udsigt til mellem 12 og 15 grader bliver søndagen en behagelig efterårsdag.
Her får du et overblik over søndagens vejr og til sidst dagens detalje.
Solrig formiddag – temperaturerne stiger
Først på dagen ventes der ikke mange skyer over langt det meste af landet, og kun mod vest er der flere steder med til tider overskyet vejr.
I takt med, at solen kommer højere op på himlen, stiger temperaturerne hurtigt, og når op over 10 grader i hele landet før frokost.
Mod vest driver skyer ind fra vest, som kan skygge lidt for solen.
Flere skyer og byger i eftermiddag
I løbet af eftermiddagen breder skyerne til mere af landet, og enkelte byger mod vest kan lokalt kan smide op til mellem 5 og 15 millimeter af sig.
For langt de flestes vedkommende bliver det dog en mere rolig eftermiddag, og hvis en byge kommer på visit, bliver det kun et par dryp.
I eftermiddag kan temperaturen nå op til 15 grader lokalt, hvilket er en smule lunere end hvad lørdagen kunne præstere.
Aften: Køligt hurtigt
I takt med, at solen går ned, falder temperaturerne, og de kan hurtigt komme ned under 10 grader.
Ud på aftenen falder de yderligere, og natten til mandag kan det blive ret koldt, med lokalt ned under 2 grader.
Dagens detalje
Med de byger der ventes søndag er det sandsynligt at landets nedbørssum for 2024 overgår normalen for et helt år på bare ni måneder.
Falder der da det normale for de resterende måneder, bliver 2024 måske det vådeste år nogensinde i Danmark, efter rekorden fra 2023.