Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

ANALYSE: Der VAR tal for Egholm-forbindelsens klimapåvirkning - men meget forskellige tal

Foto: Katja Schlaikier / TV2 Nord

Benny Engelbrecht (S) tilbageholdt oplysninger om, hvor megen CO2, der ledes ud i atmosfæren ved at anlægge eksempelvis en Limfjordsforbindelse over Egholm.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) tilbageholdt over for partierne på Christiansborg oplysninger om, hvor megen CO2 der ledes ud i atmosfæren ved at anlægge eksempelvis en Limfjordsforbindelse over Egholm. Men oplysningen står sort på hvidt i VVM-redegørelsen for projektet.

Anlæggelsen og den senere vedligeholdelse af en ny Limfjordsforbindelse over Egholm vil belaste miljøet med adskillige tusinde tons CO2. Men præcis hvor stor udledningen bliver, har der været flere - og ganske forskellige - bud på.

I en af dé rapporter, der i februar 2021 udgjorde den seneste VVM-redegørelse for projektet, kunne man læse, hvor meget kuldioxid der skønnedes at ville blive ledt ud i atmosfæren. Beregningen dækker dels etableringen af den 20 kilometer lange motorvej, dels driften af den i 50 år. Vejdirektoratet når her frem til, at dette i alt vil medføre, at der udledes 270.455 tons CO2, svarende til, oplyses det, den årlige udledning fra 18.700 husstande.

Man skal lede lidt efter tallet. Men det findes på side 416 i miljøkonsekvens-rapporten.

Året før havde Vejdirektoratet imidlertid beregnet belastningen til 145.000 tons CO2, fremgår det af dokumener, som fagbladet Ingeniøren nu har fået aktindsigt i.

Senere - i foråret 2021, altså efter offentliggørelsen af VVM-redegørelsen - opdaterede man tallet og nåede nu frem til 292.800 ton. Man pointerede dog, at man i sidstnævnte tilfælde havde benyttet en ny udgave af den såkaldte landstrafikmodel, der endnu ikke var endeligt kvalitetssikret, og at man var nået frem til tallet på 292.800 ton "med en forsimplet metode".

Til sammenligning kan nævnes, at et andet vejprojekt, der var i spil (og siden også blev en del af forliget om infrastruktur), nemlig udbygningen af vejen mellem Aalbæk og Skagen, ifølge samme notat ville forårsage udledning af 15.400 tons CO2 i anlægsfasen.

Da regeringen 8. april 2021 præsenterede sit udspil til en ny infrastryktur-aftale, var alle tal for skønnet CO2-udledning imidlertid væk. Transportordførere for flere partier på Christiansborg efterlyste under de efterfølgende forhandlinger tal for netop CO2-udledningen, mens anlægsarbejdet stod på, men fik at vide, at disse ikke fandtes.

Nu - efter at flere mediers aktindsigt har vist, at der rent faktisk var lavet beregninger, men at de blev holdt ude af det endelige udspil - forklarer transportminister Benny Engelbrecht (S), at tallene nok fandtes, men ikke blev vurderet til at være tilstrækkeligt sikre.

At Vejdirektoratet inden for mindre end et år for Egholm-forbindelsen når frem til, at udledningen kunne være 145.000 tons, siden 270.455 tons og endelig 292.800 ton, indikerer mildt sagt, at beregningsmetoderne ikke forekommer ganske nagelfaste.

Når transportministeren lige nu på Christiansborg beskydes fra både venstre og højre, skyldes det, at han - i strid med virkeligheden - angiveligt har sagt under forhandlingerne, at beregningerne slet ikke fandtes.

Ukendte konsekvenser

Hvilke konsekvenser, dét kan få for ministeren, er p.t. uafklaret - Benny Engelbrecht er kaldt i hastesamråd på torsdag..

Om kritikken OGSÅ kan få konsekvenser for infrastrukturaftalen og dens indhold, er en anden sag. Det afhænger af, om det brede flertal i Folketinget, der indgik aftalen, kan og vil leve med, at der i en politisk aftale anno 2021 er uklarhed om noget så centralt som CO2-påvirkningen.

I Nordjylland vejrer modstanderne af Egholm-forbindelsen, som langt fra har opgivet at forhindre projektet, helt forståeligt morgenluft. De kan med rette rejse spørgsmålet, om den opdaterede VVM-redegørelse - det dokument, hele beslutningsprocessen baseres på - lever op til sit navn, Vurdering af Virkninger på Miljøet, når regeringen selv skønner, at det anførte tal for CO2-udledning er så usikkert, at man ikke vil lægge navn til det i et politisk udspil.

I forhold til netop Egholm-forbindelsen gør det imidlertid ikke den store forskel, at Enhedslisten og SF råber højt og truer med at vælte ministeren. For Enhedslisten står uden for forligets vej-del, og SF er ikke en del af forligskredsen bag Limfjordsforbindelsen.

Det afgørende er derfor, om de blå aftalepartier, regeringen og Radikale Venstre vil lade usikkerheden om klima-påvirkningen spænde ben for et projekt, mange af partierne har haft højt på ønskesedlen.

Især for den radikale folketingsgruppe er Egholm-forbindelsen en ømtålelig sag. For partiet er med i aftalen om forbindelsen, men de radikale i Nordjylland er imod den!

Dette har i forbindelse med høringen om lovforslaget - der er varslet fremsat i Folketinget i denne måned - fået en række nordjyske modstandere af Egholmforbindelsen til at opfordre den radikale folketingsgruppe til at trække støtten.

I enslydende svar (sendt før afsløringen af, at CO2-tallene fandtes) til flere af kritikerne skriver Christian Lautrup Ytting på vegne af partiets såkaldte dialogteam, at Radikale Venstre fortsat står bag "den valgte linjeføring". Folketingsgruppen mener, "at det er godt, at Nordjylland i fremtiden vil blive bedre forbundet til resten af Danmark med endnu en forbindelse over Limfjorden. Dette vil øge mobilitet i området og give privatpersoner som virksomheder en bedre forbindelse til omverdenen". Endelig slås det fast, at folketingsgruppen har "tiltro til Vejdirektoratets anbefaling og processen, der har ledt til den seneste aftale".

I en kommentar til dette på Facebook skriver den nyvalgte radikale rådmand i Aalborg, Jes Lunde: "Jeg kan forsikre, at vi gør ALT for at overtale folketingsgruppen til at ændre holdning. Med den ambitiøse klimapolitik, Radikale Venstre står for, vil det være helt forkert at stemme for Egholm-motorvejen!"

Torsdagen afgør formentlig, om transportministeren redder sig i land. Først derefter vil det vise sig, om de tilbageholdte tal får konsekvenser for infrastruktur-aftalen, herunder en ny fjordforbindelse - og i givet fald hvilke.


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.