Afviser krav om vegansk mad på hospitaler: - Vi skal spare
Tidligere kunne veganske patienter ellers tilvælge plantebaseret kost på menuen.
Et vegansk mad-alternativ er ikke en mulighed på de nordjyske sygehuse. Og det kommer det heller ikke til at blive.
Sådan lyder det fra Lina Hundebøll Jespersen, Venstre, der er formand for sundhedsudvalget i Region Nordjylland.
- Den veganske menu kommer ikke tilbage lige foreløbigt. Vi skal spare, og der har vi altså prioriteret anderledes, siger hun.
Den udmelding kommer, til trods for at Jammerbugt Kommune for bare et par uger siden blev dømt ved Retten i Hjørring, efter at have udsat en familie for diskriminerende forskelsbehandling - netop på grund af veganer-kost i en børnehave.
Barnet måtte ikke få vegansk mad serveret i institutionen. Og hun måtte heller ikke få en vegansk madpakke med. Retten slog i den forbindelse fast, at barnets menneskerettigheder var blevet krænket.
Bør gælde alle steder
Ifølge Dansk Vegetarisk Forening bør det samme gælde for sygehusene.
- Det er jo helt forkasteligt, at regionen ikke læser den her dom og forholder sig til den, siger Rune-Christoffer Dragsdahl, der er generalsekretær ved Dansk Vegetarisk Forening.
Men ifølge Lina Hundebøll Jespersen kan de to tilfælde ikke sammenlignes. For sygehusene forhindrer ikke patienter i selv at medbringe en madpakke - som det var tilfældet i børnehaven.
- Man må altid gerne tage egen mad med på hospitalerne, og på den måde bryder vi ikke menneskerettighederne juridisk, siger Lina Hundebøll Jespersen.
Og hvis en patient indlægges akut, er der også råd for det, fortæller hun.
- I de enkelte akutte tilfælde, der kan opstå, prøver vi så godt som muligt at efterkomme kost-ønsker ud fra det, man gerne vil have, siger hun.
Sparet væk
Veganske måltider har ellers tidligere været en fast del af menukortet. Men det blev sparet væk i en større sparerunde i efteråret 2023.
Ifølge Rune-Christoffer Dragsdahl er det dumt at spare lige netop der.
- Det er simpelthen uforskammet. Man risikerer at gøre indlagte veganere endnu mere småtspisende. De bringer potentielt patienters liv i fare, siger han.
Derfor har Dansk Vegetarisk Forening sendt et brev til Region Nordjylland. De har givet en svarfrist til slutningen af februar. Og indtil da vil foreningen vurdere, hvad reaktionen på regionens udmelding skal være.
- Regionen har svaret, at de vil kigge på sagen igen. Og ellers vil vores advokat undersøge, om der er mulige juridiske veje, vi kan gå, siger Rune-Christoffer Dragsdahl.