Aftale på plads med ambulancereddere
3F, FOA og Region Nordjylland er blevet enige om rammerne for det ambulancepersonale, der fra 1. april 2022 skifter arbejdsgiver til Region Nordjylland og PreMed.
Der er nu indgået en aftale mellem de relevante fagforeninger og Region Nordjylland for de ambulancereddere, som fra 1. april 2022 skal skifte arbejdsgiver.
Personalet er i dag ansat hos Falck, men fremover skal ambulancetjenesten drives af Region Nordjylland og selskabet PreMed. Det fortæller Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Jobgaranti fra begyndelsen
Aftalen sikrer, at ambulancepersonalet kan fortsætte på det nuværende arbejdssted, og de beholders deres anciennitet.
- Alle parter har været interesseret i at sikre fair og gode vilkår for ambulanceredderne, der naturligvis er interesserede i at have en hurtig afklaring omkring deres jobsituation den 1. april. De nuværende reddere i Falck har fra starten fået en jobgaranti, fortæller Flemming Overgaard, der er forhandlingssekretær i 3F Transportgruppen, hvor redderne i Falck i dag er dækket af en overenskomst.
PreMed A/S
- PreMed A/S blev etableret i 2018 med henblik på at byde på offentlige kontrakter inden for borgernær sundhed, herunder drift af hjælpemiddelsdepoter, drift af ambulancetjeneste og andre borgernære ydelser.
- PreMed blev stiftet af Kenneth Kronohage, Heidi Storm Vikke og Anders Vikke. I 2020 blev 51% af PreMed blevet solgt til det Finske selskab 9Lives, der udover at være Finlands største private ambulanceoperatør, også driver Corona testcentre, hjemmepleje og pleje til respiratorisk patienter.
Kilde PreMeds hjemmeside
Afklaring allerede nu
Kenneth Lübcke, der er enhedschef i Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland, fortæller, det er muligt for interesserede reddere allerede nu at give en tilkendegivelse med interesse for at arbejde i regionen
- Vi har fuld forståelse for, at redderne har ønsket en hurtig og præcis afklaring af deres jobsituation. Alle, der er interesserede i at arbejde for regionen, vil inden året er omme have fået tilbudt et personligt ansættelsesbrev og endelig lønsammensætning, der tager udgangspunkt i den enkelte redders CV og anciennitet, lyder det fra ham i pressemeddelelsen.