142.000 vacciner er revet væk, inden første stik kan gives
Allerede inden der den 1. oktober for alvor bliver åbnet op for efterårets vaccinationsindsats, har borgere i Region Nordjylland bestilt tider i et vaccinationscenter til mere end 142.000 vaccinationer.
Lørdag 1. oktober tager vaccinationscentrene fat på den store opgave med at vaccinere mod både influenza, COVID-19 og pneumokokker. I Region Nordjylland er ca. 250.000 borgere inviteret til at bestille tid på www.vacciner.dk.
Dertil kommer de borgere, der er i målgruppen for vaccination af andre årsager end alder – fx hvis man er i særlig risiko på grund af en tilstand eller sygdom. Disse borgere modtager ikke en invitation, men på www.vacciner.dk bliver man guidet til, hvordan man kan henvise sig selv til vaccination, hvis man falder inden for målgrupperne.
- Vi oplever stor interesse for at benytte sig af tilbuddet i vore vaccinationscentre i de 11 nordjyske kommuner. Allerede på førstedagen lørdag er der bestilt tid til over 10.000 vaccinationer, fortæller Anders Cinicola, chefkonsulent ved Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland.
På baggrund af foreløbige tidsbestillinger er der bestilt tider til mere end 142.000 vaccinationer, allerede inden de første stik bliver givet lørdag.
Mange praktiserende læger vaccinerer også
Der kan på grund af den store efterspørgsel godt være nogle ugers ventetid på en tid i et vaccinationscenter. Her opfordrer regionen borgerne til enten at bestille en tid på et senere tidspunkt eller afsøge muligheden ved en praktiserende læge.
Fra på mandag tager en lang række praktiserende læger nemlig også hul på at vaccinere borgere med alle tre vacciner enten med eller uden tidsbestilling.
- Tilbuddet om vaccination hos praktiserende læger er et godt supplement til de regionale vaccinationscentre, siger Anders Cinicola og tilføjer:
- Det vil særligt være til gavn for de borgere, der eksempelvis har langt til vaccinationssted eller har svært ved at komme i et vaccinationscenter.