Sådan forløber Rebild-sagen
Foto: TV2/Nord
De næste mange dage skal de forurettede børn afhøres i den omfattende misbrugssag fra Nordjylland. Alle afhøringerne foregår for lukkede døre.
Afhøringen af den tiltalte 56-årige mand er afsluttet, og nu er det blandt andet børnenes tur til at afgive forklaring.
Tirsdag blev videoafhøringen den yngste pige afspillet i retten, og her er sagens videre forløb:
* Torsdag skal den ældste datter, som i dag er 15 år, afhøres. Hun er angiveligt blevet voldtaget af faren, ligesom hun er blevet tvunget til samleje og anden kønslig omgang med fire af sine brødre.
* I uge 8 skal to af sønnerne afhøres. Det drejer sig om de i dag 17 og 22-årige drenge, som begge ifølge anklagerne er blevet tvunget til sex med faren, ligesom den ene skulle være tvunget til forsøg på samleje med søsteren.
* Samme uge kommer to af den tiltaltes 10 børn, som ikke er forurettede i sagen, i vidnestolen.
* I uge 9, 27. og 28. februar, er det de to piger uden for familiens tur. De er angiveligt blevet udsat for henholdsvis samleje og anden kønslig omgang med den 56-årige mand.
* Samme dage kommer tre af mandens andre sønner i vidneskranken. De er ifølge anklageskriftet alle blevet tvunget til at have sex eller oralsex med deres i dag 15-årige søster.
* Over tre dage i starten af marts skal resten af de 18 indkaldte vidner foran dommeren. Det drejer sig blandt andre om børnenes mor, ansatte hos Rebild Kommune samt flere personer, der gennem årene er kommet i familiens hjem.
* Den 19. marts indleder anklageren sin afsluttende procedure, og dagen efter er det forsvarerens tur.
* Dommen forventes 22. marts.
/ritzau/